John Flanagan
Irsk-amerikaneren John Flanagan (1873-1938) ved De Olympiske Lege i 1908. Flanagan blev olympisk mester i hammerkast i både 1900, 1904 og 1908 - i 1908 med et kast på 51,93 meter.

Hammerkast er en atletikdisciplin, der går ud på at kaste en "hammer" så langt som muligt. Hammeren består af en kugle fastgjort til en stålstreng med et håndtag. Kuglen er fremstillet af massivt jern eller af en blykerne indkapslet i en messingskal. Hammerens vægt er 7,26 kg for mænd og 4 kg for kvinder. Selve kastet udføres fra en kastering med op til 5 rotationer. Disciplinen kræver både styrke, hurtighed og smidighed

Historie

Hammerkast er af skotsk oprindelse og kan dateres til 1400-tallet, hvor en smedehammer blev benyttet. Den engelske konge Henrik 8. var kendt som en dygtig hammerkaster. Den moderne hammer blev udviklet i løbet af 1800-tallet. Ved de traditionelle skotske Highland Games kastes stadigvæk med smedehammer.

Hammerkast for mænd har været en olympisk disciplin siden 1900; for kvinder siden 2000. Hammerkast indgår også som disciplin ved både EM og VM i atletik. Hammerkast for kvinder kom med ved EM i 1998 og ved VM i 1999.

Rekorder i hammerkast

Verdensrekorden i hammerkast

Anita Włodarczyk
Anita Włodarczyk er indehaver af både verdensrekorden og den olympiske rekord i hammerkast for kvinder. Her ses hun ved De Olympiske Lege i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien).
Anita Włodarczyk
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Verdensrekorden i hammerkast for mænd er 86,74 meter og blev sat i 1986 af Jurij Sedykh (1955-2021) fra Sovjetunionen. For kvinder er rekorden 82,98 meter, sat i 2016 af Anita Włodarczyk (f. 1985) fra Polen.

Verdensrekord Navn Rekord År
Verdensrekord, mænd Jurij Sedykh (Sovjet) 86,74 m 1986
Verdensrekord, kvinder Anita Włodarczyk (Polen) 82,98 m 2016

Olympisk rekord i hammerkast

Den olympiske rekord i hammerkast for mænd blev sat af Sergey Litvinov (1958-2018) fra Sovjetunionen ved De Olympiske Lege i Seoul i 1988. Den olympiske rekord for kvinder, sat ved OL i 2016, indehaves af Anita Włodarczyk.

Olympisk rekord Navn Rekord År
Olympisk rekord, mænd Sergey Litvinov (Sovjet) 84,80 m 1988
Olympisk rekord. kvinder Anita Włodarczyk (Polen) 82,29 m 2016

Danmarksrekorden i hammerkast

Katrine Kock Jacobsen
Katrine Kock Jakobsen ved VM i atletik i Budapest i 2023.
Katrine Kock Jacobsen
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Danmarksrekorden i hammerkast for mænd er på 77,02 meter. Den blev sat i 2002 af Jan Bielecki (f. 1971). Danmarksrekorden for kvinder er på 74,22, sat i 2022 af Katrine Koch Jacobsen (f. 1999)

Danmarksrekord Navn Rekord År
Danmarksrekord, mænd Jan Bielecki 77,02 m 2002
Danmarksrekord, kvinder Katrine Koch Jacobsen 74,22 m 2022

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig