De seks mikrografier, der kunstigt farvet og stærkt forstørret ses i de to skemaer, viser eksempler på fiberarterne. Bomuldsfibrene er merceriserede, hvorved de bl.a. opnår større styrke og mere glans. Uldfibrene, der stammer fra et Herdwickfår, er ubehandlede; to slags hår er synlige: tynde, massive hår og tykkere, hule hår med indvendig bikubestruktur, der giver plads til isolerende luft. Asbestfibre udnyttedes især tidligere til mange formål, fx brandtæpper og beskyttelsesdragter, da asbest ikke er brændbart, og til iblanding i cement (eternit®), men pga. asbestens sygdomsfremkaldende egenskaber er den i vidt omfang erstattet af andre fibre, fx Nomex. Acetatfibre har silkeagtig glans og bruges bl.a. til forstoffer. Orlon kan minde om uld; en del strikvarer og boligtekstiler fremstilles af orlon. Glasfibre kan ikke brænde, har høj vægtfylde og dårlig sugeevne; de egner sig derfor ikke til beklædning, men bl.a. til glasvæv, der er brandsikker vægbeklædning, samt til gardiner og møbelbetræk; desuden bruges glasfibre til fremstilling af fly og både.

.

Fibre inddeles i hovedgrupperne naturfibre og kemofibre. Kemofibre er en samlebetegnelse for alle regenererede, syntetiske og uorganiske fibre.

Naturfibre

Fra romertiden findes skriftlige kilder, som minutiøst beretter om fåreavl og fremstilling af uld. Handel med uld har fra middelalderen haft stor betydning både økonomisk og politisk, og eksport af silkeprodukter til Nærorienten og Sydeuropa gjorde silke til en efterspurgt luksusvare.

Helt til ind i middelalderen var Egypten, hvorfra hørren sandsynligvis stammer, det vigtigste hørproducerende land. Hør er krævende at bearbejde og efterbehandle, og omsorgsfuldt behandlet har tekstiler af hør været en luksusvare.

Bomuld hører oprindelig hjemme i Indien, hvor man i årtusinder har kendt til at spinde den; den kom til Middelhavslandene omkring år 0. Den vigtigste eksport af bomuldsstoffer fra Indien til Europa fra 1600-1800-tallet bestod af trykte og malede chintzer og var den største tekstile eksport fra et enkelt land. I 1700-tallet fik bomuldsdyrkning stor industriel betydning, og Nordamerika blev førende inden for bomuldsproduktion.

Kemofibre

I forbindelse med den kemitekniske udvikling i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udvikledes de første regenererede fibre af nitrocellulose, der kaldtes kunstsilke; de første brugbare syntetiske fibre, fremstillet af polyvinylklorid, blev produceret i 1931, men det egentlige gennembrud kom ca. 1935 med udviklingen af de første polyamidfibre.

Syntetiske fibre fremstilles ud fra kemiske forbindelser, fx olie og naturgas. Handelsnavne som orlon, dralon, nylon og terylene fortæller ikke noget om, hvilket råmateriale tekstilet er fremstillet af. Syntetiske fibre har generelt højere slidstyrke og trækstyrke end de naturlige fibre.

Siden 1960 er helt nye fibermaterialer udviklet inden for fx rumforskning og i forbindelse med større ingeniørarbejder. Forskning i nye materialer drejer sig om at opnå bl.a. øget styrke, temperaturstabilitet, fugttransport, fx i form af vanddamp, og desuden formindsket brændbarhed; fremstilling af miljørigtige og bæredygtige materialer har ligeledes høj prioritet. Inden for dagligtekstiler til beklædning og brug i hjemmet har æstetiske værdier betydning.

Fibres mekaniske egenskaber

Tekstile garner og flader kontrolleres og vurderes på godkendte laboratorier. De kontrolleres bl.a. med hensyn til:

  1. Holdbarhed, dvs. trækstyrke, der kræver kontrol med fiberlængde, -styrke og snoningskoefficient for garnerne. Sidstnævnte er afgørende for, hvor stor en trækkraft der skal til for at trække fibrene fra hinanden; dermed er den vigtig for varens slidstyrke. For holdbarheden er det ligeledes væsentligt, at garnerne i kæde og skud er pakket optimalt, dvs. at antallet pr. tomme er så stort, at fibre og garner yder en høj gnidningsmodstand og holder hinanden på plads, men alligevel ikke er slået så tæt sammen, at stoffet buler og bliver uharmonisk at se på. Også stoffets fald bestemmes af, hvor tæt varen er slået sammen; kun få formål kræver stive stoffer. Styrke i forbindelse med lethed er en vigtig egenskab ved alle materialer, der anvendes i rumfartsindustrien.
  2. Fiberkohæsion. Kohæsionen er afhængig af fibrenes spindbarhed, der bestemmes af deres længde, styrke og tværsnit, som kan være glat eller uregelmæssigt; desuden af, om overfladen er dækket af skæl.
  3. Elasticitet og tilbagespring, der især er af betydning for uld og strækstoffer, som indeholder elastanfibre, der skal bevare beklædningens pasform efter belastninger.
  4. Krympning. Som oftest er det et brugerkrav, at tekstiler skal have modtaget en beskyttelse mod krympning, en egenskab, som kan påvirkes mekanisk eller kemisk; sanforisering er et eksempel på tvangskrympning. Termoplastiske stoffer gøres krympefrie vha. varmefiksering, der ved en delvis sammensmeltning af fibrene holder dem på plads.
  5. Pilling, dvs. dannelse af fiberkugler på stoffets overflade, hvilket bør begrænses og helst undgås.
  6. Krølegenskaber, der kan påvirkes ved kemisk imprægnering eller ved brug af en fiberkvalitet med særlig udviklet krølfrihed.
  7. Modstandsdygtighed mod fugt, der bl.a. kan opnås, hvis garnerne slås så tæt sammen, at fugt ikke kan trænge igennem. Der skelnes mellem fugtafvisende og regntæt; sidstnævnte kræver normalt enten imprægnering, eller at garnerne slås ekstremt tæt sammen, eller at der er indskudt en fluormembran, som tillader sved i dampform at trænge ud, men forhindrer vanddråber i at trænge ind.
  8. Antændelighed, som kan begrænses ved brandhæmmende imprægnering eller ved valg af et ikke brændbart råmateriale, fx glas, asbest, metal eller et syntetisk materiale, fx Kevlar eller andre fibre med meget højt smeltepunkt.

Standardisering

En tekstil standard beskriver væsentlige dele af en vare eller den dertil knyttede arbejdsproces. Formålet er at opnå velfungerende produkter og sikkerhed mht. terminologi.

Sådanne standarder stiller krav til egenskaber, fx brændbarhed, holdbarhed, styrke og ægtheder, formstabilitet, energiforbrug, emballering og genanvendelighed.

De kan vælges som aftalegrundlag eller foreskrives som ufravigelige. Internationale standarder udarbejdes efter åbent udvalgsarbejde, kompromis og konsensus af bl.a. ISO (International Organization for Standardization), og danske af DS (Dansk Standard), der også offentliggør dem.

DS kan udstede en produktcertificering efter vurdering af varens overensstemmelse med den etablerede standard og efterfølgende stikprøver.

Fra 1990'erne har miljøkrav medført, at der foruden godkendte standarder benyttes specifikationer, som ikke alene er nationale, men også valgt til fælles brug i distributionskæder.

Et eksempel er Øko-Tex Standard 100, der sætter grænseværdier for stoffer, der kan være skadelige for forbrugeren, og den udvidede Øko-Tex Standard 1000, der også sigter mod beskyttelse af produktionspersonale og det omgivende miljø samt beskæftiger sig med genbrug og bortskaffelse efter brug. Denne vurdering administreres i Danmark af Teknologisk Institut.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig