Spinding. Beboere på Sundholm på Amager, hvoraf en del sandsynligvis tidligere har været tugthusfanger, andre blot subsistensløse, men de fleste tvangsanbragt. De er beskæftiget med at spinde garn, et arbejde, der sammen med vævning også var udbredt i fængslerne. Deres flid og produktionens kvalitet overvåges af en kontrollant (th. i baggrunden). Fotografi fra 1914.

.

Spinding er en proces til fremstilling af garn (tråd) enten ved håndspinding eller på maskine. Under spinding lægges tekstile stapelfibre parallelt, hvorefter de strækkes og snos til ønsket tykkelse. Hvis garnet spindes med uret, kaldes det Z-spundet, hvis det spindes mod uret, kaldet det S-spundet.

Ved spinding i hånden plukkes fibrene fra en fibermasse, trækkes, nulres, snos og vindes op på en spole (ten), som forneden har en tenvægt, der også virker som svinghjul for en fortløbende snoning.

Med skotrokken begyndte den første mekanisering af spinding, idet tenen på den drejes med et håndhjul; derfra udvikledes træde- og vingerok, som har et vingehjul formet som et omvendt U, der styrer snoning og opspoling på tenen.

Efterhånden blev spindemetoderne gradvis forbedret som følge af et samarbejde med væverne, indtil metoderne under industrialiseringen fra begyndelsen af 1800-t. blev mekaniseret (se Spinning Jenny), senere automatiseret og på det seneste computerstyret.

Industrispundne garners egenskaber varieres, ved at der vælges mellem ringspinding fra kartet eller kæmmet forgarn og den hurtigere rotorspinding. Det færdige garns egenskaber, fx trækstyrke og elasticitet, kontrolleres bl.a. gennem valg af fibre og ved antal snoninger pr. meter.

Håndspinding

Håndspinding. Kvinde med håndten i Peru. En simpel håndten gør det muligt at spinde overalt, fx på vej til og fra arbejdet i markerne. Fotografi fra 1982.

.

Håndspinding er fremstilling af garn (tråd) ud fra løse fibre ved håndkraft og vha. enkle redskaber. I sin simpleste form foregår håndspinding, ved at spinderen triller fibrene mod fx sit lår med den ene hånd, mens den anden hånd trækker fibermassen ud til en tynd væge.

Det er en fordel at have en pind at vinde det spundne garn op på, og herfra er der ikke langt til at frembringe snoningen ved at trille pinden mod låret. En klump ler eller en anden vægt på pinden gør den tungere og mere stabil. Herved opstår håndtenen, der gennem årtusinder over hele verden har været eneste redskab til fremstilling af alt garn til fx beklædning, fiskenet og skibssejl.

Håndtenen findes i et utal af variationer med tenvægten, der kan være af træ, keramik, sten, metal m.m., siddende enten nederst, øverst eller midt på pinden. En håndten kan være beregnet til at bruges hængende eller støttet, det sidste bl.a. til spinding af meget tynde garner.

På et tidspunkt i historien anbringes tenen vandret mellem to holdere og drejes vha. et hånddrevet hjul og en drivrem over tenvægten, der hermed omdannes til snorskive. Opfindelsen af denne spinderok, skotrokken, ser ud til at være sket i Indien, muligvis med afsmitning fra Kina, hvor et lignende redskab har været brugt til afhaspning af silketråde fra kokoner. Skotrokken kendes endnu i dag i forskellige udgaver, fx den indiske charka og den færøske vægrok.

På håndten og skotrok sker håndspindingen i to tempi: Fibrene strækkes og snos, hvorefter garnet vindes op.

I 1500-t. videreudvikles spinderokken (se rok) i Europa til træde- eller vingerokken, der er konstrueret til samtidig snoning og opvinding. Tenen består af en spole, der drejer med én hastighed, mens en vinge hen over spolen kører enten lidt langsommere eller lidt hurtigere.

Det spundne garn går gennem piben op over en af krogene på tenvingen og ned til spolen. Herved vikles garnet omkring spolen, samtidig med at tenens drejning snor fibrene til garn. Udstrækningen af fibrene sker fortsat mellem spinderens hænder, mens trædepladen (trampen) vha. foden holder hjulet i gang.

Ved spinding på håndten bærer spinderen ofte fibrene viklet om en såkaldt rok, en stok, der er stukket i bæltet. Så er begge hænder fri til udstrækning af fibrene og drejning af håndtenen. Denne rok er fulgt med over til træderokken som hørhoved og har i Skandinavien givet navn til hele redskabet.

Efter spinding kan man bruge garnet direkte fra ten eller spole, evt. efter tvinding (se garn), men hvis det skal vaskes og evt. farves før brug, haspes det af, dvs. vindes omkring en garnhaspe, så det danner et bundt, tidligere benævnt et fed. Til handelsbrug skulle et fed indeholde en bestemt længde garn (i Danmark 150,6 m for uld og 264 m for hør).

Som materiale til håndspinding har været anvendt alle slags animalske og vegetabilske fibre, der har den nødvendige styrke og længde med uld, bomuld og hør som de vigtigste. I små mængder har uld og bomuld kunnet spindes direkte uden videre behandling, men i større mængder spindes de først efter rensning, blanding og kartning, evt. kæmning. Hør gennemgår en lang række behandlinger sluttende med hegling, før den er klar til spinding.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig