Korssting er et broderisting i gruppen af krydssting, der rummer mange forskellige sting som for eksempel flettesting og heksesting. Krydssting kan kun sys i hånden og regnes derfor som eksklusive. Korssting er et meget udbredt sting, der sys i alle egne af verden. I Danmark har korssting en lang historie og er formentlig det mest syede broderisting i dag (2022).

Stinget

Korssting sys typisk over talte tråde i stoffet, det vil sige to tråde på hver led i lærredsvævet eller panamavævet stof. Stingene sys i lodrette eller vandrette rækker, og man begynder fra oven. Korsting består af et understing, der sys fra nederste venstre hjørne til øverste højre hjørne. Overstinget sys derefter, så det ligger diagonalt over understinget. I Danmark har Selskabet til Haandarbejdets Fremme og andre stærke kræfter arbejdet ihærdigt på, at man kun må sy korssting på den beskrevne måde. Men det har der ikke været enighed om alle vegne, og korssting sys derfor også på mange andre måder.

Stoffet

De stoffer, der bruges til korsting er ofte naturmaterialer som uld, bomuld og hør, og broderegarnet er som regel i de samme materialer. Men praktisk talt alle materialer kan bruges til dette sting.

De broderede områder kan være helt dækkede af korssting som ved stramajbroderi. Eller bundstoffet kan være synligt med mere eller mindre spredte sting.

I korstingsbroderier kan der selvfølgelig også indgå andre sting som for eksempel stikkesting eller kontursting. Broderigarnet skal være så tilpas tykt, at det dækker bundstoffet og kan trækkes gennem stoffet, uden at garnet slides.

Motiverne

Korsstingsbroderier kendes fra navneklude og mønsterbøger helt tilbage til 1500-tallet. Initialer syet med korssting har gennem tiderne været brugt til navnemærkning af boligtekstiler og beklædningsgenstande. Motiverne fra de gamle mønsterbøger blev meget udbredte og går praktisk talt igen i alle Europas lande, det gælder blandt andet motiver som blomsteropsatser, modstillede haner, blomsterkranse og kroner.

Broderifirmaer i Danmark

Fra sin grundlæggelse i 1928 arbejdede Selskabet til Haandarbejdets Fremme målbevidst med en modernisering af de klassiske korsstingsmotiver. Selskabets tilknyttede kunstnere tegnede moderne motiver, som passede til tidens boligindretning, og man udviklede og producerede egne kvalitetsmaterialer som Dansk Blomstergarn og hørlærred. Målet var blandt andet at højne smagen, og korstingsbroderierne var midlet. Ud af alle bestræbelserne kom en lang perlerække af korsstingsbroderier, som stadig sys, og som er populære langt ud over Danmarks grænser.

Andre broderihandlere som Clara Wæver og Eva Rosenstand har også solgt mønstre og materialer til populære korsstingsbroderier, og korsstingsbroderier anvendes fortsat til boligtekstiler, billeder, beklædning og tilbehør såsom tasker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig