Brikvævning, vævning af flade bånd ved hjælp af brikker. Brikkerne kan være af træ, ben, læder eller stift pap og har almindeligvis hver fire huller, hvorigennem kædetrådene trækkes. For hvert skud drejes brikkerne, hvorved der dannes skel, og arbejdet får sin bestemte snorestruktur. Ved at brikkerne drejes individuelt inden for et mønsterfelt, kan der frembringes forskellige figurmønstre, endog fx citater fra Koranen. Brikvævning var kendt i antikkens Egypten og i Mesopotamien og blev siden vidt udbredt i både Afrika og Asien, især blandt tyrkiske nomadefolk. I Norden har brikvævning været kendt bl.a. til opsætning af de lodret hængende kædetråde i den såkaldte opstadvæv. Brikvævningsteknikken nåede et højdepunkt i romersk jernalder og kendes fx fra kantborterne på kappen fra mosefundet i Thorsbjerg. Brikvævning var gået i glemmebogen, indtil den blev genopdaget ved etnografisk forskning i Asien omkring 1890. Se også vævning.