Faktaboks

Kaffe Fassett

Frank Havrah Fassett

Født
7. december 1937, San Fransisco, Californien (USA)
Kaffe Fassett strik
Kaffe Fassetts strik er kendt for at være rigt på farver og mønstre. Fra udstillingen Kaffe Fassett's Colour på Mottisfont House i Hampshire, 2017.
Kaffe Fassett strik
Af /Photoshot/Ritzau Scanpix.

Kaffe Fassett er en californisk maler, der har været bosat i London siden begyndelsen af 1960'erne. Fassett udstiller fortsat sine malerier (2022), men er formentlig mere kendt for sine farvestrålende håndarbejder og design i strik, broderi, quiltning og patchwork.

Kaffe Fassett blev født i San Francisco i 1937. Som 19-årig begyndte han at studere på Museum of Fine Arts School i Boston. Han forlod dog skolen efter tre måneder og rejste til London for at male og slog sig efterfølgende ned der. Hans interesse for farver og farvesammensætninger, ofte i klare farver, fik ham til at kaste sig over strik, fordi han ganske simpelt forelskede sig i garn med smukke farver. Uden andet end de mest grundlæggende færdigheder i strik kastede han sig ud i farverige strikkeeksperimenter, som førte til, at han designede strik for blandt andre modedesignerne Missoni og Bill Gibb.

I Danmark er Fassett formentlig mest kendt for håndstrik, som kunderne selv kunne strikke, og samarbejdet med garnfirmaet Rowan gjorde begge meget kendte. Fassett har sin helt egen stil, som er overdådig og farverig. Han lader sig ofte inspirere af natur, ældre kunst og museumsgenstande såsom porcelæn. Han er ikke optaget af strikketeknik, men af at "male med tråde". Hans stil blev derfor også set som en kærkommen fornyelse til strik. Hans mange rigt illustrerede bøger om strik, broderi og patchwork, som begyndte at udkomme i løbet af 1980'erne, fik et stort og begejstret publikum til at beskæftige sig med håndarbejde. Interessen for Fassetts udgivelser er fortsat stor, således udgav han to bøger i 2021. Sideløbende med bogudgivelserne har Fassetts arbejder været udstillet på mange museer og udstillingssteder i en lang række lande. I Danmark udstillede Fassett første gang på Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark) i 1989.

I Fassetts strikkede arbejder indgår ofte op mod 30 forskellige farver. Det fik ham til at udvikle en teknik, hvor garnet brydes op i små stykker og blandes til multikolorerede garnnøgler for at opnå en malerisk effekt.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig