Frimureri, (oversat fra engelsk freemasonry), virksomhed, der siden 1700-t. er udøvet af frimurere. De omrejsende bygmestre, der i middelalderen opførte de store katedraler i Europa, kaldtes "frie murere", fordi de ikke havde pligt til at lade sig organisere i byernes almindelige håndværkerlav.

Med menneskets personlighed som genstand dyrker man i frimureriet oplysningstidens tanker i abstrakt, rituel form i symbolsk fortsættelse af traditionen for at tillægge højtudviklet bygningskunst åndelige værdier, som var blevet skabt af middelalderens murer- og stenhuggerlav. Ritualerne holdes hemmelige, men frimureriets eksistens og organisation er ikke hemmelig. Frimurerne kalder sig indbyrdes for brødre.

Den nyplatoniske filosofi udgør med tanken om genforening med det guddommelige ophav gennem udøvelse af dyd og erkendelse af tilværelsens principper en væsentlig del af frimureriets idéverden. Udadtil fremtræder frimureriet som en velgørende institution.

Den rituelle aktivitet foregår i loger, som kun medlemmer har adgang til, og som er inddelt i grader svarende til ideale udviklingstrin. Til hver enkelt grad hører en bestemt ydre symbolik i henseende til påklædning og interiør. Læren er iklædt allegorisk form og anvender især symboler fra bygningskunsten. Forestillingen om en genopførelse af Salomons Tempel symboliserer det søgende menneskes bestræbelse på at nå fuldkommenheden.

Ord, tegn, belysning, musik og bevægelser udgør en sammenhæng, der fra grad til grad åbner nye perspektiver for intellektuel udvikling og erkendelse af vilkår og mål for livsvandringen. Under det rituelle forløb, "arbejdet", appelleres der til den enkeltes samvittighed og gudsforhold. Ritualernes hemmeligholdelse anses i nutiden for at være en pædagogisk nødvendighed eller fordel som følge af, at ordenslæren meddeles gradvis.

Frimureriet stammer fra England, hvor fire loger i London i 1717 dannede en storloge. Der eksisterede loger i England i 1600-t., men det spekulative frimureri, der havde religiøs tolerance som et vigtigt formål, er næppe ældre. Det bredte sig hurtigt til kontinentet og til den del af verden, som kom under indflydelse af den vesteuropæiske kulturkreds.

I de enkelte lande er frimurerlogerne normalt samlet under en storloge eller frimurerorden. De storloger og frimurerordener, der anerkendes af og anerkender den engelske storloge, opfatter sig som led i det regulære frimureri. Kun mænd, der tror på et højeste væsen, kan blive optaget i det regulære frimureri.

I 1700-t. var frimureriet præget af deismen. Efterhånden som det vandt udbredelse i de engelske kolonier, optog man også mænd, der bekendte sig til andre religioner end kristendommen. En gren af frimureriet i Frankrig har siden 1877 accepteret ateister som medlemmer.

I Skandinavien blev det rent kristne frimureri fremherskende. Loger for begge køn, adoptionsmureri, kendtes i 1700-t., og der eksisterede også særlige kvindeloger. Blandede loger findes stadig. Logerne fik samfundsmæssig betydning ved at være samlingspunkt på tværs af sociale, politiske og religiøse skel.

Den katolske kirke har i de fleste lande været afvisende over for frimureriet; i 1738 og 1751 udstedte paven buller imod frimureriet, dog uden større effekt. I nogle lande, især i Sydeuropa, måtte frimurerne holde aktiviteten hemmelig for at undgå forfølgelse fra kirkens og statens side. Efter en kort glansperiode i 1780'erne blev frimurerlogerne i Østrig ramt af et forbud, og i 1822 skete det samme i Rusland. I andre lande lod fremskridtsvenlige fyrster, fx Frederik 2. den Store, sig optage i frimurerlogerne. Alle totalitære regimer i 1900-t. forbød frimureriet.

Lejlighedsvis rettes der stadig angreb mod frimureriet med påstande om, at hemmeligholdelsen af ritualer dækker over økonomiske og politiske aktiviteter, og udtryk som "frimureri" og "logebrødre" bruges om mandsdomineret sammenspisthed.

Der findes forskellige frimureriske systemer med rod i 1700-t. De tre første grader, lærling, svend og mester, udgør frimureriets fundament, men kan variere rituelt; i nogle lande kalder man en loge med dette gradsforløb for en Sankt Johannes-loge.

En overbygning i form af yderligere grader, højgrader, udvikledes i Frankrig. På grund af en fiktion om frimureriets ælde og overlevelse, der involverede Skotland, kaldes de første højgrader for skottegrader, og også i denne sammenhæng anvendes håndværkerhierarkiets betegnelser på dem, der opnår dem; i nogle lande benævnes den tilsvarende loge Sankt Andreas-loge.

En legende om en forbindelse mellem den historiske Tempelherreorden og frimureriet blev grundlaget for de højeste grader, riddergraderne, der gives i kapitelloger. I 1700-t. kom kapitelfrimureriet i form af den såkaldte stricte observans, der i princippet var en overnational orden, til at præge logelivet i Tyskland og Nordeuropa.

Se også Den Danske Frimurerorden.

Kommentarer (2)

skrev Finn Andersen

Til orientering: Jeg har indsendt et ændringsforslag for 2 måneder siden, som I ikke har taget stilling til endnu. Er det en forglemmelse?

svarede Kirsten Marie Øveraas

Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til kategorien, vil vi bede vedkommende tage stilling til ændringsforslaget.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig