Vuggevise, den største og måske også ældste art af folkeviser, digtet af kvinder på den mundtlige poesis præmisser som en enhed af toner og ord. Vuggevisens funktion bestemmer dens form: enkel visestrofe og rolig bevægelse med forkærlighed for dalende rytme. I renæssancen blev den folkelige vuggevise til kunstdigtning, især varetaget af mænd: "Nun schlaf mein liebes Kindlein" (Mathesius, ca. 1560). Gennembruddet for den litterære vuggevise skete i 1700-t., da pædagogerne opdagede barndommen som en livsfase med selvstændig værdi. Ca. 1800 frembragte de sentimentale og romantiske digtere litterære vuggeviser i stort tal (gerne trokæisk), fx Oehlenschläger med "Visselulle, nu Barnlil!" (Aladdins vuggesang, 1805) og Chr. Richardt med "Sov mit Barn, sov længe". Den litterære vuggevise viderefører den arkaiske metafor: Søvn = død og nærmer sig dermed til åndelig sang eller salme, fx Luise Hensels (1798-1876) "Jeg er træt og gaar til Ro" og Grundtvigs "Sov sødt Barnlille, lig rolig og stille" (1844). Muntert nutidig er Harald H. Lunds "Elefantens Vuggevise" (1948). Se også vise.