Vuggevise, den største og måske også ældste art af folkeviser, digtet af kvinder på den mundtlige poesis præmisser som en enhed af toner og ord. Vuggevisens funktion bestemmer dens form: enkel visestrofe og rolig bevægelse med forkærlighed for dalende rytme. I renæssancen blev den folkelige vuggevise til kunstdigtning, især varetaget af mænd: "Nun schlaf mein liebes Kindlein" (Mathesius, ca. 1560). Gennembruddet for den litterære vuggevise skete i 1700-t., da pædagogerne opdagede barndommen som en livsfase med selvstændig værdi. Ca. 1800 frembragte de sentimentale og romantiske digtere litterære vuggeviser i stort tal (gerne trokæisk), fx Oehlenschläger med "Visselulle, nu Barnlil!" (Aladdins vuggesang, 1805) og Chr. Richardt med "Sov mit Barn, sov længe". Den litterære vuggevise viderefører den arkaiske metafor: Søvn = død og nærmer sig dermed til åndelig sang eller salme, fx Luise Hensels (1798-1876) "Jeg er træt og gaar til Ro" og Grundtvigs "Sov sødt Barnlille, lig rolig og stille" (1844). Muntert nutidig er Harald H. Lunds "Elefantens Vuggevise" (1948). Se også vise.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.