skæmtehistorie

Skæmtehistorie, kort fortælling, eventyr eller anekdote af munter, drillende, parodisk, uhumsk eller obskøn karakter. Genren er international; de europæiske samlinger af skæmtehistorier peger på forbindelser til Orienten. Fra 1200-t. stammer de ældste kendte europæiske skæmtehistorier, de franske fabliaux. I de trykte folkebøger fra 1500-t. samles skæmtehistorier om en hovedperson eller i rammer, fx folkebøgerne om Marcolfus, De syv vise mestre og Till Uglspil, senmiddelalderens frækkeste nar. Historierne om Den tapre skrædder kan også regnes til dette muntre selskab. Dertil kommer blandede anekdotesamlinger, fx tyskeren Michael Lindeners (ca. 1520-62) Rastbüchlein (1558). Den udkom på dansk i mange udgaver under titlen Tid Fordriff. En skøn lystig Selskabs Bog.

Nyere skæmtehistorier er Peter Wessel-historierne, der i Sverige kaldes Bellman-historier, og som er kendt for deres ekskrementale og seksuelle pointer. Efter mundtlig fortælling indsamlede og udgav Evald Tang Kristensen skæmtehistorier i Molbo- og Aggerbohistorier (1892) og Danske Skjæmtesagn (1900). En del af de skæmtehistorier, som folk fortalte og stadig fortæller, er aldrig kommet på tryk på grund af deres grove og frække karakter, men de lever stædigt i mundtlig tradition. Se eventyr.