rævedigtning

Rævedigtning, samlinger af dyrefabler med ræven som gennemgående figur. Den tidlige middelalderlige dyredigtning, der byggede på antikke fabler, kendte fjendskabet mellem ulv og ræv. Hovedpersoner blev de to dyr, da den flamske latindigter Nivardus ca. 1152 skrev Ysengrimus, hvori de mange optrædende dyr fik navne. Rævedigtning på modersmålet voksede frem i Frankrig, Roman de Renard, og bredte sig derfra til bl.a. Nederlandene, hvor klerken Willem ca. 1250 skrev sit digt Van den vos Reynaerde, hvor hovedmotivet blev de andre dyrs klager over ræven, og hvorfra de følgende rævebøger stammer. Digtet blev trykt på nederlandsk 1480 og udkom 1498 i Lübeck på nedertysk som Reinke de vos. Herpå bygger Herman Weigeres (d. ca. 1555) danske bearbejdelse på knittelvers, En Ræffue Bog, trykt i Lübeck 1555.

I nyere tid er Rævebogen bl.a. oversat af Oehlenschläger efter Goethes bearbejdelse og gendigtet af Fr. Schaldemose (1783-1853) fra nedertysk, Mikkel Ræv (1827), der fik langvarig udbredelse. En genfortælling for børn er udkommet i mange oplag siden 1953. Rævebogen lader dyrene spejle menneskelige typer og laster; bogens dominerende holdning er moraliserende, men der bliver også plads til sympati for den snu ræv.