poesibog

Poesibog, bog, hvori venner og bekendte skriver en hilsen, oftest et vers, til ejeren. Traditionen kan føres tilbage til de stambøger, som adelens unge i 1500- og 1600-t. førte med sig på deres dannelsesrejser og lod venner og berømte personer skrive og tegne i. I løbet af 1800-t. bredte stambogstraditionen sig fra de højere sociale lag til den brede befolkning, særlig skolerne. Konfirmander brugte dem til erindring om hinanden, og højskoleelever havde særlige mindebøger. Der opstod et behov for at kunne levere passende, opbyggelige vers og sentenser, og der blev udgivet sådanne samlinger. Tegningerne blev ofte afløst af glansbilleder. Nu bruges poesibøger af skolebørn, mest piger, som en mode, der kommer og går, og det opbyggelige er trængt noget i baggrunden. Klassisk er brugen af strofen: "Roser er røde, violer er blå; jordbær er søde, du ligeså". En tidligere næsten obligatorisk indledning var signeret af ejeren: "Kære venner og veninder, / hjælp mig her at samle minder. / Kom fra syd og kom fra nord / med et venligt mindeord."

I nyere tid er de såkaldte venindebøger, der især blev moderne i 1950'erne, fejlagtigt blevet betegnet som poesibøger. Venindebogen er ikke beregnet til poesi, men indeholder en serie fortrykte dobbeltsider, hvor der er angivet plads til at anføre favoritter blandt skuespillere, film, bøger, musik m.m. Venindebogen indvarsler en senere fankultur, hvor poesibogen i sin tendens er bagudrettet.