Banke under bordet, magisk ritual. Når man har sagt noget overmodigt, banker man under bordet ifølge den lille overtro.

Ritualet kaldes på tysk unter den Tisch klopfen, på svensk ta' i träd, fransk toucher du bois, amerikansk knock on wood.

Det engelske touch wood betyder tillige "helle" i børnelegen ettagfat. Man får et "fristed" ved at røre ved noget af træ; ligesom børnene ikke kan fanges, kan Nemesis ikke få fat i den bankende og straffe ham for hans overmod.

Undertiden forstærker man det magiske helle ved at banke tre gange eller ved samtidig at sige "7-9-13" eller "Sagt i en god tid".

Helle er antagelig det samme ord som hellig. Helligt er træet i al fald: Jesu krybbe og kors var af træ, og den katolske kirke har i århundreder opbevaret relikviesplinter herfra. Kirkedøren, indgangen til fristedet frem for noget, er også af træ.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig