Professionaliseringsprocessen skete uensartet fra videnskab til videnskab og fra land til land. I det væsentlige var naturvidenskaberne etableret omkring 1840, mens humaniora som professionel videnskab først var en realitet omkring 50 år senere, og samfundsvidenskaberne i det væsentlige hører til 1900-tallet I denne forstand er videnskab altså en ganske ny institution. Dette samt videnskabens eksponentielle vækst afspejles kvantitativt i, at mere end 80 % af alle videnskabsmænd, der nogensinde har levet, stadig er i live i dag (2001). Det er ikke noget tilfælde, at man bruger udtrykket videnskabsmand i stedet for det kønsneutrale udtryk videnskabsperson. Mænd er, og har altid været, dominerende inden for videnskaberne, ikke mindst naturvidenskaberne.
I 1900-tallet ændrede videnskaberne sig meget betydeligt, men på forskellig vis. Det metodologiske og erkendelsesmæssige grundlag for naturvidenskaberne har groft set været uændret siden 1600-tallet, mens der har været voldsomme ændringer i human- og samfundsvidenskaberne, hvor det ene paradigme har afløst det andet. For alle vidensområder har den samfundsmæssige forankring ændret sig stærkt, måske stærkest for de stedse mere økonomisk og militært vigtige naturvidenskaber. Der synes ikke at være nogen klar sammenhæng mellem de sociale, ideologiske og erkendelsesmæssige ændringer. Specielt har ekstreme politiske ideologier (som fascisme og kommunisme) ikke formået at skabe levedygtige alternative videnskaber. På den anden side har de traditionelle videnskaber til dels fungeret udmærket under sådanne regimer. En vigtig del af moderne videnskabshistorie har fokuseret på kvindeaspekter, specielt kvinders manglende synlighed i den traditionelle historie. Flere videnskabshistorikere og -teoretikere har hævdet, at en speciel form for kvindelig videnskab har været (og stadig er) undertrykt. Argumenterne for en speciel kvindelig form for videnskab er dog ikke overbevisende.
Videnskabsteori er en noget bredere betegnelse for videnskabsfilosofi, dvs. studiet af videnskabens metoder, normer og filosofiske forudsætninger samt dens genstandes natur. Videnskabsfilosofien omfatter således ontologiske, epistemologiske og metodologiske aspekter af videnskaben, mens videnskabsteoretikere ofte vil inkludere også sociale og ideologiske aspekter og dermed knytte an til videnskabssociologien.
Blandt de mange videnskabsfilosofiske positioner i 1900-tallet har den logiske positivisme (eller empirisme) spillet en vigtig rolle. For de logiske positivister var al sand erkendelse i princippet videnskabelig, og den teoretiske fysik med sin deduktiv-aksiomatiske struktur modellen for alle videnskaber (se scientisme). Desuden hævdede de, at meningsfyldte videnskabelige udsagn i princippet måtte være verificerbare. K. Poppers kritiske rationalisme, der slog igennem omkring 1960, fremhævede derimod falsifikation (muligheden for tilbagevisning) som afgørende for videnskabelige teorier og ophøjede dette til et demarkationskriterium mellem videnskab og pseudovidenskab. For Popper førte den videnskabelige proces til hypoteser, ikke sandheder, men var alligevel rationel og den eneste vej til fremskridt i erkendelse.
Ifølge den traditionelle opfattelse af videnskab, delt af både Popper og de fleste positivister, vokser videnskaben kumulativt, dvs. via ophobning af nye erkendelser på allerede indvundne erkendelser. Uanset om dette billede er rimeligt for naturvidenskaberne eller ej, så synes kumulering af viden kun i ringe grad at karakterisere den udvikling af viden, der foregår inden for humaniora. Også her bygger man på eksisterende viden, men den har ikke samme stabile, kumulative og indiskutable karakter, som den normalt har i naturvidenskaberne.
Billedet af videnskab, og især naturvidenskab, som en åben og kritisk-demokratisk proces, der kumulativt fører til fremskridt, blev i 1960'erne rystet af T. Kuhns indflydelsesrige teori, der ud fra videnskabshistorien satte spørgsmålstegn ved det videnskabelige fremskridt og den rationelle sammenlignelighed mellem rivaliserende teorier. Lignende tanker var tidligere fremført, bl.a. af den polske læge Ludwik Fleck (1896-1961) og G. Bachelard i 1930'erne, men uden tilsvarende effekt. Senere har P. Feyerabend og andre radikaliseret Kuhns tanker, der også har haft betydning for nyere opfattelser af videnskab som en form for ideologi som i socialkonstruktivismen. Et afgørende spørgsmål i den moderne videnskabsteoretiske debat er, hvorvidt videnskab er en særlig privilegeret form for erkendelse, sådan som man traditionelt har ment siden Bacons tid. Dette benægtes af socialkonstruktivisterne, for hvem videnskab ikke er væsensforskellig fra fiktionslitteratur.
Meget af den videnskabsteoretiske debat har fokuseret på naturvidenskaberne, om end både Poppers og Kuhns opfattelser har smittet af på kultur- og samfundsvidenskaberne. Disse videnskaber har været udgangspunkt for strukturalistiske synspunkter, der oprindelig opstod i forbindelse med lingvistikken (F. de Saussure), men i forskellige versioner også har været vigtige i antropologien (C. Lévi-Strauss) og pædagogikken (J. Piaget) og har inspireret til nytænkning i idé- og videnskabshistorien (M. Foucault). Strukturalismen er blevet overført til en lang række områder, der har en sproglig eller lignende struktur, herunder litteraturteori og psykoanalyse. Den har også visse fællestræk med systemfilosofiske teorier baseret på kybernetik og informationsteori, der beskæftiger sig med tegnsystemer (se semiotik). Strukturalismen er et bud på en enhedsvidenskabelig metode, men har kun haft meget begrænset betydning for naturvidenskaberne, hvor den dog i biosemiotik er blevet anvendt på biologiske systemer.
Videnskaben er et socialt fænomen og består som sådan af videnskabsmænd, deres organisationer og disses forbindelser til andre sociale institutioner. Det sociale studium af videnskaben går tilbage til den schweiziske botaniker Alphonse de Candolle, der var pioner i anvendelsen af kvantitative og sociologiske metoder på videnskaben, men først i 1930'erne blev videnskabssociologien udviklet, især af R.K. Merton. Hans studier fokuserede på videnskabens sociale, politiske og ideologiske betingelser, og som Candolle anvendte han kvantitative teknikker. Sådanne er senere udviklet til en hel metavidenskab, kaldet scientometri (videnskabsmåling), hvor man typisk bruger publikationer som mål for videnskabelig aktivitet (se bibliometri) eller citeringer som mål for videnskabelige arbejders betydningsfuldhed. Da publikationstraditioner i især humaniora er forskellige fra naturvidenskaberne, kan sådanne teknikker dog kun vanskeligt belyse videnskaben som helhed.
Merton og hans elever studerede videnskabens eksterne faktorer, fx dens forhold til religion og økonomi, men anerkendte, at den kognitive udvikling i det væsentlige var uafhængig af samfundsmæssige betingelser. Dette var i overensstemmelse med en ældre videnssociologisk tradition, hvor bl.a. K. Mannheim argumenterede for, at en videnssociologi ikke kunne omfatte de matematiske og naturvidenskabelige fag, da disse producerer sandheder, der er hævet over tid og samfund. I modsætning hertil har mange sociologer og filosoffer siden 1970'erne argumenteret for, at enhver form for videnskabelig proces og dennes resultater — arten af erkendelse — er en refleksion af sociale, politiske og økonomiske faktorer. Ifølge denne opfattelse er sociologien den primære videnskab, og selv fysikkens erkendelser kan forstås som sociale og ideologiske produkter. Megen moderne videnskabssociologi indeholder elementer af relativisme, idet idealet om videnskabelig objektivitet ikke harmonerer med idéen om videnskabens grundlæggende sociale natur. Diskussionen herom har i 1990'erne og frem givet anledning til en heftig debat, en hel "krig" (eng. science war) om især naturvidenskabens status og muligheder.
En væsentlig del af moderne videnskabssociologi har baggrund i marxismen, der dog ikke har noget entydigt svar på videnskabens natur. Den britiske marxist og biofysiker John Desmond Bernal (1901-71) argumenterede for videnskabens afhængighed af politiske og økonomiske vilkår, men samtidig, at den i sit væsen var objektiv og international. Andre marxistiskinspirerede forskere har set den vestlige videnskab som et direkte produkt af kapitalistiske samfundsforhold.
Mens ældre videnskabsforskning i vidt omfang fokuserede på teoretiske landvindinger og videnskabens færdige produkter, har der siden 1970'erne været stigende tendens til at opfatte videnskaben som en søgen, en levende aktivitet, hvor processer er nok så vigtige som produkter. Sociologer og historikere har i detaljer fulgt forskernes arbejde i laboratoriet og derved kortlagt vigtige sociale processer i videnskaben. Denne tradition, hvor videnskaben opfattes som et antropologisk studieobjekt, er bl.a. opdyrket af franskmanden Bruno Latour (f. 1947), en af nyere videnskabsforsknings mest indflydelsesrige skikkelser. Andre forskere har fokuseret på den videnskabelige skabelsesproces og de psykologiske mekanismer, der fører til nye idéer. I form af kognitionsforskning er der inden for dette område opnået betydelige fremskridt.
Både kvantitativt og kvalitativt har videnskaberne oplevet en kolossal vækst gennem 1900-t. Denne afspejles både i antallet af forskere, af publikationer og af økonomiske midler til videnskaben. Fx er antallet af fysikere på verdensplan i dag ca. 150.000, ca. 100 gange så mange som i 1900, og de producerer årlig ca. 200.000 artikler, ligeledes 100 gange så mange som i 1900. Væksten har været fælles for de forskellige typer af videnskab, om end vækstraten har været forskellig. Den har været betinget af den direkte eller indirekte samfundsmæssige betydning, mange videnskaber har, enten økonomisk, militært, kulturelt eller ideologisk. De rige lande bruger typisk 2 % af nationalproduktet til forskningsmæssige formål, hvoraf dog kun en mindre del til grundvidenskab.
Specielt inden for de eksperimentelle naturvidenskaber har udviklingen ført til meget store og dyre projekter baseret på avancerede maskiner og instrumenter. Denne form for big science har især fundet sted efter 1940 og resulteret i megaprojekter som det amerikanske Hubble-teleskop, der kostede næsten 18 mia. kr. Inden for de biologiske videnskaber udgør kortlægningen af de menneskelige gener en anden type big science, der kræver store resurser, men ikke dyrt apparatur (se DNA-sekventering og human genom-projektet). I takt med at videnskabelig forskning er blevet en væsentlig samfundsmæssig og økonomisk aktivitet, er den blevet for vigtig til at kunne overlades til videnskabsmændene. Moderne videnskab bliver analyseret forskningspolitisk og gjort til genstand for politisk og økonomisk planlægning. Forskningspolitik er et væsentligt element i de forskningsministerier, mange lande har, og hvis opgave bl.a. er at prioritere og planlægge videnskaberne i nationalt regi (se forskning (forskningspolitik)). I denne forbindelse omfatter forskningspolitik også en pragmatisk skelnen mellem videnskab og ikke-videnskab, idet kun førstnævnte vil være støtteværdig inden for forskningsministeriets rammer.
Efter traditionelle forestillinger er videnskaben etisk set neutral, idet man ikke ud fra videnskabelige argumenter alene kan afgøre etiske og værdimæssige spørgsmål. Da videnskaben beskæftiger sig med, hvordan ting er, ikke med, hvordan de bør være, har den ikke normativ karakter. Normer er udtryk for menneskelige værdier og som sådan fremmede for objektiv videnskab. Dette synspunkt er dog ikke anerkendt i dele af human- og samfundsvidenskaberne, hvor en skelnen mellem det deskriptive og normative kan forekomme kunstig eller umulig. Denne skelnen er desuden ret ny, idet den i det væsentlige stammer fra det naturvidenskabeligt dominerede videnskabsideal fra 1600-t. I moderne videnskab er det klart, at mange etiske problemer er intimt forbundne med videnskaben, herunder de natur- og sundhedsvidenskabelige områder. Det er stadig et spørgsmål, hvor dybt denne sammenhæng går, men i det mindste har den bred gyldighed inden for de videnskaber, der beskæftiger sig med mennesker, fra medicin over psykologi til antropologi og litteraturvidenskab. Emnet er af speciel vigtighed inden for de medicinske videnskaber (se videnskabsetik).
Hele spørgsmålet om videnskabsetik har to aspekter, et sociologisk og et mere principielt. Som menneskelig aktivitet er videnskaben baseret på visse normer af en etisk karakter, der bl.a. omfatter krav om fordomsfri vurdering af videnskabelige påstande samt standarder for publicering og samarbejde mellem forskere. Disse normer fungerer som etiske retningslinjer i forskersamfundene. Det klassiske fysikinspirerede videnskabsideal kan indirekte have etiske konsekvenser, netop i kraft af dets skarpe skelnen mellem viden og værdier. Det kan bruges til at reducere værdimæssige spørgsmål til spørgsmål, der kan analyseres rent videnskabeligt, og derved ophæve eller benægte deres subjektive og etiske karakter. Man har således søgt at definere menneskelige værdier ud fra objektive videnskabelige kriterier, fx ved at basere moralbegreber på biologiske mekanismer (se etologi og sociobiologi). Sådanne forsøg er kontroversielle og har ført til megen kritik, også fra videnskabelig side.
Ved begyndelsen af 2000-tallet er videnskaben stærkere og mere udviklet end nogensinde. Men den er også fragmenteret i en sådan grad, at et fælles begreb om videnskab kan synes utopisk. De forskellige former for videnskab går deres egne veje, og der er ingen tegn på konvergens. Samtidig med at videnskaben bliver stedse mere nyttig og når stedse dybere erkendelser, bliver dens autoritet anfægtet fra mange sider. Videnskaben er skabt af den vestlige kultur og har selv omformet denne kultur, men den må til stadighed forsvare sin berettigelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.