handsker

Faget har været kendt i Danmark siden middelalderen, men fik først i midten af 1600-t. egne lavsartikler efter at være udskilt fra nærliggende skindhåndværk.

Fåre- og lammeskind fra de jyske hedeegne var gennem mange år grundlaget for det danske handskemageris gode ry, men også skind fra hjorte, kalve eller geder mv. blev anvendt. I slutningen af 1600-t. var Randers førende inden for handskemageriet med lav fra 1684, og faget nåede et foreløbigt højdepunkt i begyndelsen af 1700-t., da byen havde 26-28 mestre. En betydelig del af produktionen blev eksporteret til udlandet.

Først i 1800-t. indførtes med glacéhandsken det franske handskemageri. Man indkaldte franske håndværkere, og erhvervet oplevede endnu en blomstring. Med tilskærermaskinen, maskiner til slibning af skindene og fra midten af 1870'erne randsømssymaskinen var faget inde i en industriel udvikling med øgede muligheder for at forsyne handskerne med dekorationer, bl.a. i form af "denter", dvs. striber over håndryggen.

Konkurrencen fra tredjeverdenslande og brug af syntetiske råvarer har betydet, at der i dag i stedet for eksport importeres betydelige mængder handsker, ikke mindst fra Kina og Fjernøsten; det danske handskemagerhåndværk er dermed næsten forsvundet. Nu arbejder handskemageren med specialhandsker til særlige formål, fx til brug ved idræts-, laboratorie- eller operationsopgaver og som sikkerheds- og arbejdshandsker. Nye råvarer som plastic, gummi og rustfrit stål indgår i sådanne produktioner.