Heartmade, dansk modefirma, grdl. 1998 af Julie Fagerholt (f. 1968), der blev uddannet fra Danmarks Designskole i 1993. Heartmades design var oprindeligt kun tænkt som eksklusivt couture for en mindre kreds af kunder, men stigende efterspørgsel gjorde, at firmaet i 2000 lancerede en prêt-à-porter-kollektion, hvor brugen af eksklusive materialer kombineres med mere anvendelige design i en både rå og romantisk stil. Julie Fagerholt modtog i 2000 Alt for damernes modepris Guldknappen for sit design.