Modeshow under modeugen i august 2022.
Det danske modehus Baum und Pferdgartens modeshow d. 10. august 2022 i det indre København under Copenhagen Fashion Week.
Modeshow under modeugen i august 2022.
Af /Ritzau Scanpix.

Copenhagen Fashion Week er det samlende markedsføringsnavn for Københavns halvårlige modeuge. Modeugen varer typisk fem dage og finder sted i slutningen af januar og begyndelsen af august. Ved modeugen fremvises især dansk og skandinavisk modedesign dels på handelsmesser og dels ved modeshows henvendt til indkøbere og journalister fra ind- og udland. Copenhagen Fashion Week blev grundlagt i 2006 og anses for at være Skandinaviens største modeuge.

Faktaboks

Også kendt som

Københavns modeuge

Copenhagen Fashion Week blev introduceret som markedsføringsnavn af branche- og netværksorganisation Danish Fashion Institute (grundlagt i 2005) for at fremme væksten i modebranchen og tydeligere positionere dansk mode over for omverden. Siden da er missionen blevet løst ved flere forskellige initiativer.

Blandt initiativerne er Copenhagen Fashion Festival (grundlagt i 2008), som er et program under modeugen henvendt den almindelige modeinteresserede forbruger. DANSK Daily (grundlagt 2007), som er en gratisavis omdelt i indre København med daglig rapportering fra modeugen, modeshow og andre events, som retter fokus på mode som både et kulturelt fænomen og en forbrugsgode. Copenhagen Fashion Week Sustainability Action Plan 2020-2022 (lanceret i 2020), der kræver, at de modebrands, som ansøger om at blive del af Copenhagen Fashion Weeks modeshow-program, lever op til et minimum af 18 bæredygtighedskrav.

Sidstnævnte ligger i tråd med det arbejde, som Danish Fashion Institute og siden Global Fashion Agenda (grundlagt i 2015) har gjort for, gennem den årlige begivenhed Copenhagen Fashion Summit (siden 2009), at gøre industrien og omverdenen opmærksom på, hvordan modebranchen kan håndtere sin påvirkning af klima, miljø, sociale og etiske forhold.

Modemesser under Copenhagen Fashion Week

I forbindelse med Copenhagen Fashion Week bliver der afholdt handelsmesser for mode. Copenhagen International Fashion Fair (CIFF) (grundlagt i 1993) er den ældste og største messe i forbindelse med modeugen. I januar 2024 havde CIFF godt 1.000 udstillere og 14.500 registrerede gæster. I 2023 fusionerede handelsmessen Revolver med CIFF. Hermed blev udstillingen af de mere trendorienterede modebrands samlet (tidligere vist på messen Revolver) med de mindre trendorienterede.

På modemessen har hvert modebrand eller virksomhed sin egen stand, hvor den kommende sæsons modekollektion vises frem, og indkøbere kan aflægge ordre. Ved januar-messen bestilles den kommende efterår- og vinterkollektion, og ved augustmessen den kommende forårs- og sommerkollektion.

Hen over årene har der været forskellige handelsmesser samtidig under modeugen. De har adskilt sig ved enten de udstillende virksomheders størrelse, deres målgruppe (børnetøj, herretøj, dametøj) eller tilgang modetøjets design (avantgarde eller mere mainstream).

Modeshows under Copenhagen Fashion Week

Ved et modeshow fremviser et modebrand sin kommende modekollektion bestående af et større udvalg af designs. Typisk vises mindst tyve forskellige outfits. Femvisningen finder sted på en nøje udvalgt lokalitet, som signalerer det budskab eller tema, der kendetegner den modekollektion, der bliver vist. Modeller viser det nye modetøj ved at gå på en lang smal scene, kaldet en catwalk, med publikum siddende ved hver langside, og for enden er der gjort plads til pressefotografer, så de kan få de bedste billeder af modellerne og vise modetøjet fra sin bedste vinkel. Lysshow og musik er gerne udtænkt til at fremhæve modekollektionens kvaliteter og budskab.

Ved Copenhagen Fashion Week vises typisk 30 modeshows, som er del af den officielle modeuge-showkalender. Copenhagen Fashion Week står for, at så mange indkøbere og journalister som muligt får adgang til disse shows.

I perioden 2006-2016 dannede Københavns Rådhus rammen om mange af modeugens officielle modeshows. Det skete som led i at styrke markedsføringen af København som modeby.

Kritik af Copenhagen Fashion Week

Copenhagen Fashion Weeks satsning på en bæredygtighedsprofil siden 2020 er blevet mødt med kritik fra miljøaktivistisk side. Kritikken lyder, at de 18 bæredygtighedskrav, som modebrands stilles overfor, er uklart defineret, og at det dermed ikke er gennemskueligt, hvilken betydning de har for at ændre modebranchens negative klimapåvirkning og dens sociale og etiske ansvar over for industriens medarbejdere – alt fra arbejdsvilkår for syersker til krav til modellers udseende.

Copenhagen Fashion Weeks historie

Det første kommercielle modeshow i Danmark antages at være stormagasinet Fonnesbechs modeshow på restaurant Nimb i Tivoli i 1912. Året efter afholdt stormagasinet Magasin du Nord sit første modeshow. Inspirationen til de kommercielle modeshows kommer fra Paris og de pariske haute couture-huses tilbagevendende markedsføring af deres modedesign.

Copenhagen Fashion Weeks historie går tilbage til 1958, hvor Dansk Modeuge så dagens lys i København som en ny måde at markedsføre den spirende danske beklædningsindustris serielt fremstillede modebeklædning til damer. Dansk Modeuge var i første omgang tænkt som en årlig tilbagevendende begivenhed og henvendt den danske slutbruger af modetøj. Et år senere blev Dansk Modeuge til en halvårlig modemesse, der henvendte sig til professionelle indkøbere.

Skiftende messeinitiativer har siden præget modeugens udvikling. I slutningen af 1960’erne ophørte satsningen på at fremhæve det danske ved modemessen, og i stedet blev messen markedsført som skandinavisk. I den forbindelse skiftede modemessen navn til Scandinavian Fashion Week (salg af damemodetøj), og modemessen Scandinavian Menswear Fair med fokus på salg af herremodetøj blev introduceret. Fra 1984 blev dame- og herremodemessen samlet under navnet Future Fashion Scandinavia.

Satsningen på at markedsføre København som skandinavisk modecentrum holdt frem til 1993, hvor Copenhagen International Fashion Fair blev grundlagt. Samtidig havde den danske modebranche været igennem en omstilling fra primært at være udgjort af beklædningsfabrikantvirksomheder til at være handelshuse med fokus på design, markedsføring, salg og indkøb af beklædningsproduktion i udlandet.

I 1998 grundlagdes endnu en modemesse, CPH Vision, med fokus på at udstille de mere design- og trendorienterede modebrands. I 2006 blev modemessen, Gallery, grundlagt som del af den københavnske modeuge, indtil modemesserne CPH Vision og Gallery i 2014 fusionerede under navnet Revolver.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig