bukser

Bukser, Bukser kendes i de fleste kulturer under en eller anden form. I den vestlige kultur er de blevet symbol på maskulin påklædning over for de feminine skørter.

Antikkens grækere og romere mødte bukser hos fremmede folkefærd i øst og nord og anså dem for et tegn på barbari. Fra jernalderen kendes de germanske broge, som i tidlig middelalder blev afløst af lange strømper, hoser, der blev bundet op om livet. Renæssancens hoser blev pyntet med opslidset stof omkring lårene og udviklede sig til de karakteristiske græskar- eller spanske bukser. I begyndelsen af 1600-t. blev snittet forlænget og udjævnet, og bukserne syedes sammen; disse tidlige knæbukser kendes bl.a. fra Christian 4.s dragt. De forholdsvis snævre knæbukser, culottes, var altdominerende i 1700-t., men under Den Franske Revolution indførte de revolutionære lange bukser og kaldte sig sans-culottes. Omkring 1800 var der tale om helt kropsnære bukser, pantaloner, men snart kom der nye typer med mere vidde, strop under foden og lige ben. Klaplukningen afløstes så småt af gylpen, lommernes antal forøgedes, og livrem erstattede seler; men ellers skete der ikke det store på buksefronten de næste 150 år.

Fra 1950'erne kom der en vis afsmitning fra de forskellige ungdomsgrupper, fx blev cowboybukser meget populære. Den virkelige fornyelse kom imidlertid, da kvinder begyndte at gå i bukser. Allerede i 1851 havde Amelia Bloomer i Amerika introduceret reformdragten med de løse bukser, bloomers, og i 1911 lancerede modeskaberen Paul Poiret tyrkiske bukser til selskabsbrug. Det var dog først i 1930'erne, at herrebukser for alvor vandt indpas i kvindemoden, ikke mindst inspireret af Marlene Dietrichs film. I begyndelsen var det pikante pyjamastyper til fritidsbrug; under 2. Verdenskrig brugte kvinder arbejdsbukser på fabrikkerne, og fra 1950'erne blev bukser en mere accepteret del af den kvindelige påklædning, først i form af slacks med side- eller baglukning, men fra ca. 1970 også herremodeller med gylp.