Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mikhail Botvinnik

Oprindelig forfatter PDurr Seneste forfatter Redaktionen

Mikhail Botvinnik (tv.) og Emanuel Lasker (th.) i Moskva 1935.

Mikhail Botvinnik (tv.) og Emanuel Lasker (th.) i Moskva 1935.

Mikhail Botvinnik, 1911-1995, russisk ingeniør, verdensmester i skak i tre perioder: 1948-57, 1958-60 og 1961-63. Botvinnik var allerede før 2. Verdenskrig en af verdens førende skakspillere og i 1948 klar favorit til at overtage skaktronen, der var blevet ledig ved Aljechins død i 1946. Skakspillet havde status af nationalsport i Stalintidens Sovjetunion og blev tillagt stor værdi i forbindelse med at få folkemasserne kulturelt aktiveret. Han skuffede da heller ikke regeringen i Kreml og blev med klar margen den første sovjetiske verdensmester.

Botvinnik blev kaldt "jernlogikeren"; hans spil var præget af dyb forståelse for de strategiske krav i stillingen. I slutspillet var han de fleste af sine modstandere overlegen, men han kunne også vinde hurtige sejre i kraft af den nærmest ubønhørlige konsekvens, der prægede hans stil.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Dürrfeld: Mikhail Botvinnik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50076