Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bobby Fischer

Oprindelige forfattere PDurr og SNov Seneste forfatter Redaktionen

Bobby Fischer, egl. Robert James Fischer, 9.3.1943-17.1.2008, amerikansk skakspiller, verdensmester 1972-75. Fischer spillede sig allerede som teenager op i verdenseliten og blev fra begyndelsen af 1960'erne regnet for en trussel mod den sovjetiske dominans på verdensplan. I sin første titelmatch besejrede han i 1972 i Reykjavík russeren Boris Spasskij med 121/2-81/2. I 1975 skulle Fischer have forsvaret sin titel mod Anatolij Karpov, men stillede så uacceptable krav, at FIDE måtte tildele Karpov titlen uden kamp. Fischer havde på det tidspunkt ikke spillet et seriøst parti siden 1972. Et forsøg på comeback i en "revanchematch" mod Spasskij i 1992 fik stor mediebevågenhed, men viste en Fischer, der trods matchsejr kun var en skygge af tidligere styrke. Efter denne match, der blev afholdt i Beograd, som på det tidspunkt var under amerikanske sanktioner, blev der udstedt arrestordre på Fischer. Han blev i 2004 tilbageholdt i Japan, da han forsøgte at rejse på et udløbet pas. Island tilbød ham overraskende statsborgerskab, i erkendelse af hvad matchen i 1972 havde betydet for nationen. Fra 2005 boede han i Reykjavík som islandsk statsborger.

Fischer optrådte som person selvhævdende og ubehøvlet, men var som skakspiller et unikum. Han beherskede alle spillets faser og havde til forskel fra flere af de største mestre en stærk vilje til at yde det maksimale i hvert eneste parti. Fischers My 60 Memorable Games (1969) er en af skaklitteraturens væsentligste bøger.

Fischer opfandt en særlig form for skak, kaldet "Fischer random", hvor officererne placeres vilkårligt på 1. (8.) række efter visse regler. Ideen hermed er at spillerne ikke kan bruge "åbnings-teori" (tidligere af især stormestre spillede åbninger), idet der er 960 forskellige mulige åbningsstillinger (heraf navnet Chess960).

Annonce

Fischer er også kendt for at være opfinder af "Fischer-skakuret", som tildeler ekstra tid ved hvert træk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Dürrfeld, Svend Novrup: Bobby Fischer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76352