Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

music-hall

Oprindelig forfatter EHvi Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/20439/=ud_a_108477.mp3?revision=1

music-hall, engelsk varietéform, der var særlig populær fra midten af 1800-t., idet man på etablissementer, der udbød musikalsk underholdning, både måtte spise, drikke og ryge, hvilket i 1843 var blevet forbudt ved lov på teatrene. I 1854 begyndte Charles Morton at tage en beskeden entré for underholdningen, og det markerede ændringen fra pub- og restaurantunderholdning til egentlig music-hall. En hall kunne huse op til 2000 spisende og ikke mindst drikkende gæster ad gangen. De første halls havde en chairman, der både præsenterede de skiftende kunstnere og holdt en dialog i gang med publikum, bl.a. ved at foreslå fællesskål og -sang. Underholdningen bestod af sange, monologer og efterhånden også artistoptræden af fx jonglører og linedansere. Især sangerne opnåede en enorm popularitet; der var cockney-typen, levemanden og den lille uskyldige pige med det frække blik. Mange indslag bevægede sig på kanten af, hvad der var god tone i Victoriatidens bornerte England, men omkring århundredskiftet begyndte kongehuset at interessere sig for udvalgte music-hall-kunstnere.

Frem til 1. Verdenskrig udviklede den engelske music-hall sig fra det pubagtige til det mere teater- eller varietéprægede, hvor publikum sad på stolerækker i stedet for ved borde. Efter krigen stod music-hallen sig stadig dårligere i konkurrencen med først filmen og senere tv, og mange kunstnere søgte da også over i de nye medier. Store filmkomikere som Charles Chaplin og Stan Laurel (Gøg) har fx trådt deres barnesko i den engelske music-hall. Der findes i dag (1999) kun enkelte halls tilbage i England; kendtest er Leeds City Varieties, hvorfra tv i 1960'erne og 1970'erne sendte en række udsendelser med Leonard Sachs (1909-90) som chairman.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: music-hall i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128706