Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cirkus

Oprindelig forfatter Varn Seneste forfatter Redaktionen

Cirkus. Mongoliet er et af de tidligere kommunistiske lande, der længe har haft en stærk, statsstøttet cirkustradition. Frimærkeserien er fra 1973.

Cirkus. Mongoliet er et af de tidligere kommunistiske lande, der længe har haft en stærk, statsstøttet cirkustradition. Frimærkeserien er fra 1973.

cirkus, forlystelse i form af kunstridning, fri dressur, akrobatnumre, klovneentréer o.l. ofte med musikledsagelse. Cirkus vises på en cirkulær skueplads, en manege, som er omgivet af tilskuerpladser.

Ordet cirkus kommer af latin circus 'kreds'.

Engelske kunstberidere opdagede i 1700-t., at balanceøvelser på hesteryg var langt lettere at udføre, hvis man lod hesten løbe i en cirkel med en diameter på ca. 13 meter. Derved kunne man holde hesten i jævn fart, og rytteren kunne udnytte den konstante centrifugalkraft, som opstod ved cirkelbevægelsen. Englænderen Philip Astley var i 1768 en af de første, som viste ridekunst suppleret med artistnumre i en manege. Hans forestillinger var gennemarbejdede, og han forstod at skaffe sig publikum, bl.a. ved festlige cirkusparader. Astley kaldte sin bygning amfiteater, mens en af hans første konkurrenter, Charles Hughes (1747-97), brugte ordet cirkus. Det blev fra begyndelsen af 1800-t. betegnelse for den nye form for forlystelse overalt i verden.

Frankrig

Philip Astley blev også foregangsmand for cirkuskunstens udvikling i Frankrig. Allerede i 1774 var han i Paris, og fra 1782 gav han forestillinger i Faubourg du Temple, hvor han i 1783 åbnede en ny cirkusbygning. Her optrådte bl.a. italieneren Antonio Franconi med dresserede fugle. Fra 1793 lejede han bygningen, og fra 1795 gav han regelmæssigt cirkusforestillinger med tilhørende cirkuspantomimer. Sønnerne Laurent (1776-1849) og Henri (1778-1849) var dygtige kunstryttere. De grundlagde 1807 Cirque olympique, hvor Laurent Franconi viste skoleridning for første gang i en cirkusmanege. Han havde også en dresseret hjort, Coco. I 1835 overgik Cirque olympique til forretningsmanden Louis Dejean (1792-1870), som blev Frankrigs berømteste cirkusdirektør. Dejean kom tillige til at lede Le Cirque des Champs-Élysées, som blev bygget 1841-43 af arkitekten Jacques-Ignace Hittorff og eksisterede indtil 1898 under forskellige navne. Det var en klassisk cirkusbygning, der senere blev et forbillede for mange andre.

Annonce

Ud over de egentlige cirkusbygninger fandtes i Paris tillige hippodromer, hvor man kunne vise masseoptrin med heste og vogne. Den første hippodrom blev grundlagt 1845 af Laurent Franconis søn Victor. Cirkusbygningerne fulgte med tiden, og i 1886 byggedes Nouveau cirque i Rue Saint-Honoré med mange tekniske nyskabelser. Her var manegen belagt med et brunt kokostæppe, som kunne tages væk og give plads for vandpantomimer. Bygningen blev nedrevet i 1926.

England

I London blev Philip Astleys Amphitheatre i 1821 overtaget af Andrew Ducrow, som var kunstrytter, akrobat og pantomimiker. Han skabte i 1826 det berømte ridenummer The Courier of St. Petersburg. Ducrow instruerede også den store cirkuspantomime The Battle of Waterloo, som blev vist gennem mange år. Astleys Amphitheatre brændte i 1841, men blev genopført og i 1871 købt og ombygget af showmanden "lord" George Sanger (1827-1911). Han rejste hver sommer indtil 1905 med et teltcirkus kombineret med Englands største menageri. Om vinteren viste han kæmpepantomimer i Royal Agricultural Hall, bl.a. den pragtfulde The Congress of Monarchs (1873). Kostumer og materiel blev efter sæsonen købt af den amerikanske reklamekonge Phineas Taylor Barnum. Sanger benyttede Astleys cirkusbygning til flere formål, men i 1893 lod han den nedrive.

USA

Fra 1792-99 gav den engelske kunstrytter John Bill Ricketts med sin trup cirkusforestillinger i faste bygninger i Philadelphia, New York og Boston. De følgende år kom flere europæiske cirkusselskaber til Amerika. Et af dem var det engelske familiecirkus Thomas Cooke, som 1836-38 rejste med telt gennem USA. Den rejsende teltforestilling blev karakteristisk for amerikansk cirkus. Allerede i 1840 rejste ca. 20 cirkus med telt, og i 1872 var der 22 store turnerende cirkusselskaber i USA. Mange amerikanske cirkus blev ledet af professionelle forretningsmænd, og mange amerikanske artister overgik deres europæiske forgængere. Berømt blev kunstrytteren James Robinson, som kunne udføre 32 forlæns og baglæns saltomortaler på ryggen af sin løbende hest. Han fik skarp konkurrence fra Charles W. Fish (1848-95), som i 1877 viste en baglæns saltomortale med kropsdrejning fra hesteryggen.

Udbygningen af jernbanenettet fik stor betydning for amerikansk cirkus, og i 1869 rejste et cirkus for første gang fra kyst til kyst. Det var baggrunden for, at cirkusdirektøren William Cameron Coup (1837-95) fik idéen til et enormt firemastet teltcirkus med tre maneger, som på egne jernbanevogne skulle rejse hele USA rundt. Han fik Phineas Taylor Barnum med på idéen, og i 1872 startede det nye foretagende, som fra 1876 fik navnet The Greatest Show on Earth. I 1881 blev det slået sammen med James A. Baileys (1847-1906) cirkus, og fra 1888-1918 rejste dette teltcirkus under navnet Barnum & Bailey. De specielle amerikanske Wild West Shows blev grundlagt i 1883 af Buffalo Bill.

Tyskland

I begyndelsen af 1800-t. var cirkuskunsten i Mellemeuropa endnu domineret af franske selskaber. Dette ændrede sig langsomt, efter at kunstrytteren Christoph de Bach (1768-1834) i 1808 havde grundlagt den første cirkusbygning, Circus Gymnasticus, i Wien. Christoph de Bach rejste med sit selskab i Østrig, Tyskland, Italien og Rusland. Hos ham optrådte flere berømte kunstryttere, bl.a. italieneren Alessandro Guerra (1790-1856). Blandt de første tyske cirkusdirektører var Eduard Wollschläger (1811-75) og Ernst Renz (1815-92). Renz havde fået en alsidig artistuddannelse og grundlagde i 1843 sit eget lille cirkus, der fra 1846 fik hjemsted i Berlin. Cirkus Renz blev Tysklands største cirkus med egne bygninger i Berlin, Wien, Hamburg og Breslau. Ernst Renz var beundret for sin hestedressur og sit organisationstalent. Hos ham medvirkede de bedste artister, fx skolerytteren J.W. Hager (1830-89). Renz fornyede også cirkuspantomimerne med effektfuld udnyttelse af artisternes færdigheder, men i 1897 måtte hans cirkus lukke. Albert Schumann (1858-1939) rykkede ind i Renz-bygningen i Berlin, og Paul Busch (1850-1927) overtog bygningerne i Hamburg og Breslau.

Rusland

Til det russiske kejserrige kom cirkus med de rejsende kunstberiderselskaber fra Vesteuropa. Den første cirkusbygning blev bygget i 1827 i Skt. Petersborg af den franske kunstrytter Jacques Tourniaire (1772-1829), der viste sit Olympiske Cirkus. Cirkusdirektøren Charles Hinné (1819-90) byggede også cirkus i Skt. Petersborg og i Moskva, som han i 1873 overlod Gaetano Ciniselli (1815-81). Cinisellis stencirkus fra 1877 i Skt. Petersborg rummer i dag det russiske cirkusmuseum, grundlagt 1928. Også Albert Salamonsky (1839-1913) opførte cirkusbygninger i Moskva, Riga og Odessa.

Efter revolutionen i 1917 blev alle russiske cirkus nationaliseret, fra 1922 under central forvaltning. Sovjetstyret ligestillede cirkus med andre kunstarter og oprettede i 1926 en statslig fagskole for artistik og underholdningskunst. Antallet af cirkus i Sovjetunionen voksede til i 1976 61 faste cirkus, 15 teltcirkus, 13 zoo-cirkus, 55 varietégrupper samt et antal cirkuskollektiver. Fra Moskva Statscirkus sendes regelmæssigt et udvalg af de bedste numre på turné i udlandet. I 1981 var der i Cirkusbygningen i København et sådant gæstespil med den lyriske klovn Oleg Popov som midtpunkt.

Skandinavien

I Norden blev den første cirkusforestilling vist af den engelske kunstberider Peter Price, som med sit selskab optrådte i Stockholm i 1787. Peter Prices bror James Price bosatte sig senere i København, hvor familien kom til at spille en rolle i forlystelseslivet. Den første cirkusforestilling i Danmark blev vist i 1799 af den engelske kunstberider Jean Lustre. Han turnerede 1800-03 i Sverige, Norge, Finland og Danmark.

1804-05 rejste Louis Chiariny med sin trup i Sverige og Danmark, og 1824-31 turnerede de franske kunstberidere brødrene Jean Baptiste og Pierre Louis Foureaux i de to lande. I Stockholm blev den første primitive cirkusbygning opført i 1825, og i 1830 stod en tilsvarende bygning færdig i København. I 1846 åbnede Hippodromen i Nørregade. Den husede fra 1855 cirkusforestillinger, men blev ombygget til Folketeatret allerede i 1857. I den følgende tid kom mange europæiske cirkusselskaber på gæstespil i Norden. Det var kendte navne som Gautier, Hinné, Houcke, Renz, Schumann, Salamonsky og Ciniselli. Indenlandske cirkusdirektører dukkede op fra 1880'erne: Claes Bergman (1841-1924) og Henning Orlando (1875-1945) i Sverige, Heinrich Miehe (1846-1915) og Gottfried Benneweis (1865-1933) i Danmark. Pga. krigen kom to store tyske teltcirkus i 1915 til Norden: Strassburger til Stockholm og Sarasani til København. Det var også 1. Verdenskrig, der fik brødrene Schumann til i 1916 at flytte deres familiecirkus til København.

Cirkus i nutiden

Cirkus Arena 2005.

Cirkus Arena 2005.

I begyndelsen af 1900-t. var cirkus kendt i hele Europa og også i en del asiatiske lande. Udviklingen af det transportable telt var forudsætningen for, at de rejsende cirkus også kunne besøge mindre byer. I Danmark opstilledes det første cirkustelt i 1855, og lidt ind i 1900-t. var de fleste større europæiske cirkus gået over til at bruge telt. Cirkusbygningerne var ikke længere et centrum i forlystelseslivet. Samtidig forsvandt cirkuspantomimerne, og visse artistnumre blev sjældnere, fordi artisterne kunne tjene mere på varietéerne. Cirkus fik i stedet flere sensationsnumre, især vilde dyr. I Tyskland opstod store teltcirkus med dresserede rovdyrgrupper, fx Hagenbeck, Sarasani, Krone og Strassburger. Efter fjernsynets fremkomst troede mange, at cirkuskulturen ville uddø, men tv-transmissioner, bl.a. fra den årlige cirkusfestival i Monte Carlo (grundlagt 1974), har snarere bidraget til at udbrede publikums kendskab til cirkusdisciplinerne. I Norden blev forevisning af rovdyr i cirkus forbudt i begyndelsen af 1960'erne, men elefanter, søløver og almindelige husdyr må stadig benyttes. Nogle af de traditionelle hestenumre er derfor stadig på programmet, selvom de i nutidens cirkus ikke længere dominerer forestillingerne. I Danmark rejste i 2015 tre store cirkus (Arena, Benneweis og Dannebrog) og en række små (Arli mfl.).

Se også akrobat og klovn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Varnild: cirkus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57276