Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

snooker

Oprindelig forfatter SNov Seneste forfatter FiSoe

/@api/deki/files/26410/=ud_a_204265.mp3?revision=1

De 22 ballers placering på snookerbordet ved spillets start. Bordet er 12x6 fod (ca. 3,65 m x ca. 1,80 m).

De 22 ballers placering på snookerbordet ved spillets start. Bordet er 12x6 fod (ca. 3,65 m x ca. 1,80 m).

snooker, billardform, der spilles med 22 baller på et særligt snookerbord. Spillet blev udviklet i 1875 af britiske officerer i Jabalpore i Nordindien. Det gælder om at score point ved at støde seks farvede og 15 røde baller i hul efter særlige regler; hullerne er noget mindre end i pool. Spillet blev med britiske soldater udbredt til det meste af Commonwealth, men var efter 2. Verdenskrig ved at gå i glemme. I 1969 blev snooker optaget af BBC som tv-underholdning, og på få år fik spillet en stor tilskuerskare.

Ordet snooker betyder egentlig en rekrut fra Det Kongelige Britiske Militærakademi.

De bedste snookerspillere, bl.a. englænderen Steve Davis og skotten Stephen Hendry, var i 1990'erne blandt de højest betalte idrætsstjerner i Storbritannien. Siden er mange dygtige spillere kommet til, og der er ikke længere et bestemt navn, som dominerer sporten. Blandt fremtrædende spillere kan nævnes femdobbelte verdensmester Ronnie O'Sullivan, som holder rekorden for verdens hurtigste 147-break i en turnering på 5 minutter og 20 sekunder. Denne maksimumserie lavede han ved verdensmesterskaberne i snooker i 1997.

Ranglisteturneringer i 2012/13

Wuxi Classic (Kina)

Australian Goldfields Open (Australien)

Shanghai Masters (Kina)

International Championship (Kina)

UK Championship (Storbritannien)

German Masters (Tyskland)

Welsh Open (Wales)

Haikou World Open (Kina)

China Open (Kina)

VM, World Championship (Storbritannien)

Den voksende interesse for snooker uden for Storbritannien har medført, at der åbnes for internationale turneringer rundt om i verden. Blandt andet afholdes der flere ranglisteturneringer i Kina, hvor sporten har et stort publikum.

Annonce

I Danmark vinder snooker langsomt frem, og der kåres årlig en Danmarksmester under Den Danske Billard Union. I 2008-11 arrangeredes årlige opvisningskampe i Cirkusbygningen i København med ca. 600 tilskuere. I 2008 stod opvisningskampen mellem den dengang dobbelte verdensmester John Higgins (f. 1975) og danske Rune Kampe (f. 1971), i 2009 spillede John Higgins mod en af verdensranglistens top 10-spillere, Mark Selby, og i 2010 vendte Mark Selby tilbage og spillede mod Steve Davis. I 2011 blev arrangementet i Cirkusbygningen til en miniturnering under navnet Nordic Invitational, hvor de fire topspillere Mark Selby, Steve Davis, Mark Williams (f. 1975) og Shaun Murphy (f. 1982) mødte fire nordiske snookerspillere Rune Kampe (Danmark), Allan Norvak (Danmark), Robin Hull (Finland) og Bairaq Alurfy (Sverige).

Hjemmesider anbefalet af Den Store Danskes brugere

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Novrup: snooker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161631