Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

brætspil

Oprindelig forfatter SNov Seneste forfatter Redaktionen

Brætspil. Brætspil i Kina.

Brætspil. Brætspil i Kina.

brætspil, lang række af forskellige spil, hvoraf flere kendes fra de tidligste tider. Bl.a. i Mellemøsten er der fundet brætter og brikker i grave; Tutankhamon havde fx et backgammonlignende spil med sig til det hinsides. Brætspil er måske opstået til religiøst brug eller som redskab ved spådomskunst, men der er klare vidnesbyrd om, at de hurtigt er blevet brugt til leg og hasard. Brætspil er udbredt overalt, men i enkelte samfund har de været fordømt. I ayatollah Khomeinis Iran var skak forbudt som opfordrende til krig og ødelæggende for hjerne og hukommelse, og under den kinesiske kulturrevolution var skak forbudt som et revisionistisk spil, der stjal de intellektuelles tid fra samfundsnyttige aktiviteter.

Brætspil kan inddeles i fem kategorier: kapløbsspil (fx ludo og backgammon), jagtspil (rævespil og hund-efter-hare), krigsspil (skak, dam, go og reversi (othello)), positionsspil (tre på stribe, mølle og halma) og mancalaspil (kalaha og mancala). De tre førstnævnte har tæt tilknytning til hverdagen, da det gælder om at komme først, jage eller indeslutte og besejre i krig. Ofte benyttes terninger for at afgøre rækkevidden af bevægelserne. I positionsspil gælder det om at opnå en bestemt gunstig position i forhold til modparten eller brættet, mens mancalaspillene, som stammer fra Afrika, er en slags positionelle erobringsspil.

Der findes en omfattende litteratur om emnet. Et første, grundigt europæisk værk om brætspil blev fremstillet i 1283 på befaling af den spanske konge Alfonso 10. I romanen Gargantua (1534) opregner Rabelais mere end 200 spil, som titelfiguren forlystede sig med, heriblandt skak, dam, backgammon, mølle og forskellige jagtspil. Skak er langt det mest udbredte brætspil, og skaklitteraturen skønnes at være lige så omfattende som den samlede litteratur om øvrige brætspil.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Novrup: brætspil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51772