• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

doping

Oprindelig forfatter FMik Seneste forfatter Redaktionen

World Anti-Doping Agency er en uafhængig international organisation med det formål at bekæmpe doping inden for sport.

World Anti-Doping Agency er en uafhængig international organisation med det formål at bekæmpe doping inden for sport.

doping, idrætsudøveres anvendelse af stimulerende midler under træning og under konkurrencer for at forbedre præstationerne.

Inden for den organiserede idræt er doping forbudt, fordi det anses for snyd og desuden kan være sundhedsfarligt.

Mere præcist defineres doping her som tilstedeværelsen i den menneskelige organisme af stoffer, der er forbudt i henhold til en liste, som er udarbejdet af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Annonce

IOC's dopingliste

IOC's dopingliste revideres normalt årligt, og Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark følger til hver en tid denne oversigt over forbudte stoffer, forbudte metoder samt stoffer, hvis brug er behæftet med visse restriktioner.

En overtrædelse af dopingkontrolregulativet medfører første gang som hovedregel diskvalifikation og udelukkelse fra al idræt i to år. Anden gang er sanktionen udelukkelse på livstid.

Ordet doping er en afledn. af eng. dope, fra nederl. doop 'sovs, dyppelse'.

Stimulerende stoffer er stoffer, som fremmer reaktionsevnen, øger præstationsevnen og slører træthed.

En række stoffer, fx amfetamin, virker på centralnervesystemet, mens andre adrenalinlignende lægemidler virker hjertestimulerende og karsammentrækkende og medfører øget blodgennemstrømning i musklerne og dermed øget iltoptagelse.

Bivirkninger fra centralnervesystemet er rastløshed, irritabilitet, søvnproblemer mv., ligesom enkelte stoffer kan ændre brugerens adfærd. Høje doser af stimulerende stoffer kan i forbindelse med hård fysisk anstrengelse resultere i vejrtræknings- og kredsløbssvigt.

Narkotiske stoffer dæmper bl.a smerter og træthed. Nogle virker euforiserende, andre beroligende. Hovedbivirkningen ved de narkotiske stoffer er afhængighed.

Anabole (anaboliske) stoffer anvendes for at opnå forøgelse af muskelmassen. Kroppen kan trænes hårdere og længere, hvilket imidlertid i højere grad udsætter den for skader, fordi muskulaturens styrke øges hurtigere end styrken i knogler og sener.

Almindelige bivirkninger hos mænd er bl.a hårtab, lysere stemme, uren hud, impotens, nedsat sædkvalitet og sterilitet. Mænd kan endvidere udvikle bryster, fordi de anabole stoffer i mandekroppen omdannes til østrogen.

Bivirkninger hos kvinder er bl.a. dyb stemme, skægvækst, øget behåring på kroppen, uren hud, vækst af clitoris og menstruationsforstyrrelser. Hos unge, som ikke er fuldt udvoksede, kan væksten gå i stå. Der kan også forekomme psykiske bivirkninger, fx søvnløshed, aggressivitet og depression.

Ophør af indtagelsen kan udløse abstinenssymptomer som rastløshed, koncentrationsbesvær, depression mv., hvilket kan føre til afhængighed af beroligende midler.

Tour de France. Bjarne Riis vakte stor begejstring i Danmark, da han som den første dansker vandt løbet i 1996. Ledelsen af Tour de France valgte imidlertid efter Riis' dopingindrømmelser i 2007 at slette ham fra den officielle vinderliste; denne beslutning blev senere ændret. Foto fra 1999.

Tour de France. Bjarne Riis vakte stor begejstring i Danmark, da han som den første dansker vandt løbet i 1996. Ledelsen af Tour de France valgte imidlertid efter Riis' dopingindrømmelser i 2007 at slette ham fra den officielle vinderliste; denne beslutning blev senere ændret. Foto fra 1999.

Diuretika er vanddrivende lægemidler, som anvendes for hurtigt at nedbringe kropsvægten eller for at fortynde urinen, således at forekomsten af andre dopingstoffer sløres. I mindre doser er diuretika ikke farlige, men langvarig og omfattende brug kan bl.a. medføre hjerterytmeforstyrrelser samt udløse sukkersyge hos disponerede individer.

Peptidhormoner og lignende stoffer er overordnede hormoner. Humant choriongonadotropin (HCG) stimulerer fx dannelsen af testosteron i testiklerne, hormonet erythropoietin (EPO) stimulerer knoglemarven til forøget dannelse af røde blodlegemer, og humant væksthormon (HGH) stimulerer bl.a. kroppens vækst.

Stofferne kan fx udløse allergiske reaktioner, og indtagelse af høje doser over lang tid af specielt HGH kan føre til hypofysesygdommen akromegali.

Bloddoping er også forbudt. Bloddoping foregår ved blodtransfusioner af eget lagret blod eller blod fra en donor. Ved blodtilførslen øges antallet af røde blodlegemer, hvilket påvirker præstationsevnen positivt.

Endvidere er farmakologisk, kemisk og fysisk manipulation med det formål at undgå at blive opdaget ved en dopingkontrol forbudt.

IOC's liste omfatter derudover en række midler, fx alkohol, marihuana og betablokkere, som er forbudt at indtage i visse idrætsgrene.

Udvikling

Doping inden for idræt kendes fra omkring år 1900. Farmaceutiske stoffer blev anvendt af fx maratonløbere, cykelryttere, svømmere og fodbold- og basketballspillere for at forbedre deres indsats. Endvidere blev der inden for boksesporten rejst beskyldninger om doping, "forgiftning", af modstanderne med det formål at sløve eller ukampdygtiggøre dem.

Også inden for hestesport var doping et omfattende problem. Det skønnes, at 30-50% af alle heste i årene op til 1. Verdenskrig var dopede; i 1990'erne vurderes omfanget til omkring 1%. Mht. doping af heste, se hestesport.

Europarådet udsendte i 1960 en resolution mod dopingmisbrug, og i 1967 reagerede IOC ved at udsende en liste over forbudte stoffer. Forinden var misbrug bl.a. blevet dokumenteret under en række olympiske lege i 1950'erne og 1960'erne samt af to dødsfald inden for cykelsport (danskeren Knud Enemark Jensen under 100 km for hold ved OL i 1960 og briten Thomas Simpson under Tour de France i 1967).

Fra 1968 begyndte man mere systematisk at dopingteste idrætsudøvere i forbindelse med konkurrencer.

De Olympiske Lege. Den canadiske løber Ben Johnson vandt guld i 100 m løb ved OL i 1988, men fik efter en dopingtest frataget medaljen.

De Olympiske Lege. Den canadiske løber Ben Johnson vandt guld i 100 m løb ved OL i 1988, men fik efter en dopingtest frataget medaljen.

I løbet af 1950'erne steg brugen af anabole steroider blandt amerikanske bodybuildere, og den bredte sig hurtigt til udøvere af styrkebetonede discipliner som vægtløftning, kuglestød, hammerkast og diskoskast.

I 1972 blev den mongolske judoka Bukhaavaa Buida som den første afsløret i misbruget af anabole steroider, og i 1976 den polske kuglestøder Danuta Rosani (f. 1951), hvilket dermed dokumenterede, at også kvindelige idrætsudøvere indtog hormoner.

Truslen om udelukkelse fra konkurrencer og øget information om faren for ødelæggelse af kroppen har ikke kunnet standse misbruget. Canadieren Ben Johnson, verdens hidtil hurtigste mand, blev afsløret ved OL i 1988 med steroider i urinen, hvilket satte skred i afsløringerne.

Også 1990'ernes politiske åbning af Østeuropa bekræftede mistanken om, at doping var blevet brugt som et strategisk virkemiddel i kapløbet mellem de store politiske systemer og nationer.

I 1998 blev dopingproblemet for alvor synligt og genstand for omfattende offentlig debat; kinesiske svømmeres forsøg på at smugle dopingstoffer med til VM i Australien, uregelmæssigheder på det italienske dopinglaboratorium og ikke mindst afsløringen under Tour de France af Festinaholdets brug af epo gjorde det åbenlyst, at der i visse idrætsmiljøer foregik et systematisk dopingmisbrug.

Idet såvel regeringen som idrættens organisationer anerkendte dopingproblemet som en betydelig trussel mod idrættens værdigrundlag, blev der bl.a. foretaget en revision af dopingloven, ligesom der blev udarbejdet en hvidbog til kortlægning af dopingmisbrug i Danmark.

Danmark har desuden, sammen med Australien, Canada, Finland, Holland, New Zealand, Norge, Storbritannien og Sverige, opnået tilslutning til International Anti Doping Agreement (IADA), hvis målsætning er at sikre, at den internationale dopingkontrol foregår efter den højeste mulige kvalitet, samt at harmonisere og forbedre det nationale antidopingarbejde.

Hvidbogens analyser bekræftede, at der i bestemte miljøer i dansk idræt findes et dopingproblem, størst i de kommercielle fitnesscentre, og på baggrund heraf iværksatte regeringen og idrættens organisationer i 2000 det fælles program Anti Doping Danmark (ADD), som har det overordnede ansvar for kontrol og oplysning; i ADD's kontrolarbejde er der skabt en adskillelse mellem den kontrollerende og den dømmende myndighed.

ADD har ansvaret for gennemførelse af dopingkontrol i alle idrætsmiljøer i og uden for konkurrencer, og programmets ca. 40 dopingkontrollanter forestår årligt omkring 2000 (2015) dopingtests vha. urinprøver (fra 2003 suppleret med blodprøver). Af disse gennemføres ca. 2/3 som uanmeldte tests under træning, flest i de idrætsgrene, hvor sandsynligheden for dopingmisbrug er størst.

Alle danske prøver analyseres på dopinglaboratorium i Oslo. Knap 2% af dopingprøverne indeholder dopinglistede stoffer, og alle sager indbringes for Dopingnævnet i Danmarks Idræts Forbund (DIF).

ADD modtog i 2001 certifikat for kvalitetssikring af dopingkontrollen efter højeste internationale standard. Kvalitetssikringen er bl.a. med til at beskytte idrætsudøvernes rettigheder til fair og dopingfri konkurrencer.

En verdenskonference mod doping med deltagere fra bl.a. regeringer, sportsorganisationer og IOC førte i 1999 til etablering af et uafhængigt internationalt organ til fremme og koordinering af den internationale bekæmpelse af doping i sport.

Danmark deltog aktivt i arbejdet med etablering og finansiering af dette World Anti-Doping Agency (WADA), som har fået det overordnede ansvar for kampen mod doping; WADA har til dette formål bl.a. indstiftet et særlig dopingkodeks, som alle involverede parter må acceptere.

Misbrug uden for den organiserede idræt

Dopingmisbruget er især et voksende problem uden for den organiserede idræt. I 1995 anslog Team Danmark, at 10.000 danskere, fortrinsvis unge, regelmæssigt tager anabole steroider.

I 1994 trådte Lov om forbud mod visse dopingmidler i kraft. Loven fastslår, at anabole steroider, testosteron, væksthormon samt tilsvarende stoffer ikke må fremstilles, indføres, udføres, forhandles, udleveres, fordeles eller besiddes, medmindre der er tale om anvendelse til sygdomsforebyggelse, til behandling eller til videnskabelige formål.

Overtrædelse af loven straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil to år. Selve brugen af dopingmidler er ikke omfattet af loven, men sanktioneres alene inden for det idrætslige system.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Mikkelsen: doping i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66144