• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - sport

Oprindelig forfatter BBlP Seneste forfatter Redaktionen

Norge har i vinteridrætterne skabt bemærkelsesværdige resultater; ved vinter-OL har landet således erobret i alt 329 medaljer, heraf 118 af guld (2015). Berømt blev bl.a. kunstskøjteløberen Sonja Henie, som vandt OL tre gange (1928-36) og VM ti gange (1927-36). I 1990'erne dominerede Bjørn Dæhlie langrendsdisciplinerne som den hidtil mest guldvindende udøver ved vinter-OL (otte guldmedaljer), mens den alpine skiløber Kjetil André Aamodt 2006 slog rekord i sin disciplin ved at vinde sin ottende medalje. Norge har to gange været arrangør af vinterlegene (Oslo 1952 og Lillehammer 1994). Se også Holmenkollrennene.

Norske kvinder var blandt de første til at nedbryde nogle af elitesportens kønsforskelle; bl.a. blev Grete Waitz som nidobbelt vinder af New York Marathon et symbol på kvindernes indtog i eliteidrætten. I kvindehåndbold og -fodbold har landet vundet EM og VM. 1965-85 skabte især stats- og tipsmidler grobund for en hidtil uset aktivitet og medlemstilgang i norsk idræt.

Læs mere om Norge.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger B. Peitersen: Norge - sport i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132868