Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

karting

Oprindelig forfatter PNyg Seneste forfatter Redaktionen

Karting. Et af de største navne i dansk karting i 1996 var Nicolas Kiesa, her fotograferet på Københavns Go-kartbane. Kiesa har senere kørt både formel 3000 (GP2) og formel 1.

Karting. Et af de største navne i dansk karting i 1996 var Nicolas Kiesa, her fotograferet på Københavns Go-kartbane. Kiesa har senere kørt både formel 3000 (GP2) og formel 1.

Ordet karting er afledt af sidste led i Go-Kart, amerikansk varemærke

karting, konkurrencer på bane for gokarts, de mindste biler i bilsport. Den første kart blev bygget i Los Angeles i 1956; året efter blev The Go Kart Club of America dannet, og i 1959 blev sporten introduceret i Europa.

Sporten organiseres af det internationale bilsportsforbund Fédération internationale de l'automobile, FIA. Karting er opdelt i en lang række klasser efter deltagernes alder og motorernes størrelse (85-250 cm3). Dansk Automobil Sports Union, DASU, har gjort Danmark til en af verdens førende kartingnationer, som har fostret både Europa- og verdensmestre. DASU anerkender (2015) næsten 20 baner fordelt over hele landet. På banerne i Vojens, København og Thy køres internationale løb. Banernes længde er 600-1200 m.

Selvom der også findes kartingklasser for voksne uden ambitioner om at rykke op i egentlig bilsport, betragtes sporten ofte som en begynderklasse inden for bilsport. De største navne i dansk bilsport, Jan Magnussen, John Nielsen, Kris Nissen (f. 1960) og Tom Kristensen, har alle haft deres motorsportsdebut i karting. I Danmark kan man dyrke karting fra otteårsalderen (Cadetti-klassen), og flere klubber under DASU stiller lånekarts til rådighed for unge, der vil prøve sporten.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Nygaard: karting i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104548