• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hestesport

Oprindelig forfatter DLund Seneste forfatter Redaktionen

hestesport, sportsdiscipliner, hvori heste indgår som ride- eller trækdyr. Hestesport omfatter både almindelig motions- og fritidsridning og så forskellige discipliner som de tre olympiske, dressur, military og ridebanespringning, samt væddeløb, ponylege, jagt, voltigering, distanceridning, ringridning, kørekonkurrencer og de specielle gangartskonkurrencer for islandske heste.

I visse lande dyrkes endvidere polo, horseball (holdspil for 2×4 ryttere, som tilnærmet kan beskrives som en kombination af rugby og basketball) og tentpegging (rytteren skal i galop og med en lanse af træ spidde en teltpløk).

Trav- og galopløb adskiller sig fra de øvrige discipliner, dels fordi der kan væddes om resultatet, dels fordi kusken/rytteren får penge for sin indsats (se galopsport og travsport).

Annonce

I de øvrige konkurrencegrene kan der være penge på spil i form af præmier, men ellers får rytteren, der ofte er hestens ejer, ingen betaling.

Historie

Den militære og idrætslige anvendelse af heste har gennem historien været tæt forbundet. I krig har heste dels fungeret som trækdyr, dels som ridedyr. Krigsheste har været brugt fra det 2. årtusinde f.Kr. og helt op i 1900-t.; fx deltog der heste i både 1. og 2. Verdenskrig.

Den tilbageværende anvendelse af heste i dansk militær tjeneste er Gardehusarregimentets hesteeskadron, som imidlertid primært anvendes til ceremonielle formål. Se også rytteri.

Ride- og kørekunst. For at udnytte hestene i krig måtte de trænes i fredstid, og dermed opstod ride- og kørekunsten. Lertavler fundet i Lilleasien antagelig fra ca. 1360 f.Kr. viser en hestekyndig, der giver anvisninger på hestens forberedelse til væddekørsel i galop.

I det græske epos Iliaden fra 700-t. f.Kr. fortælles det, at Achilleus under Trojas belejring lod afholde væddekørsel i forbindelse med højtideligholdelsen af sin ven Patroklos' ligfærd.

I Grækenland afholdtes væddekørsel ved de antikke Olympiske Lege første gang i 680 f.Kr.; galopløb med rytter første gang i 648 f.Kr. Også i det antikke Rom afholdtes væddeløb, en aktivitet, som romerne udbredte til det øvrige Romerrige.

Ridning bygger på den klassiske ridekunst, som den græske historiker Xenofon beskrev i 300-t. f.Kr. i sin afhandling Peri hippikes (Om ridekunsten). Den var hovedskriftet i næsten 2000 år.

I 1500-t. opstod der rideakademier rundt om i Europa især omkring hofferne. Her udviklede berømte beridere høj skole, som i sin mest ekstreme form bestod af særlige øvelser og spring, der både kunne dække rytteren under kampe og holde fodfolket på afstand.

Tidligere havde man tiljublet panserklædte riddere med kraftige heste, men disse turneringer blev i renæssancen afløst af kvadrilleridning og en mere forfinet ridekunst samt en lettere hestetype.

Denne stil kan stadig opleves, fx i Den Spanske Rideskole i Wien, oprettet 1572 (indtil 1915 kaldt Den Spanske Hofrideskole), og i Cadre Noir i Saumur, Frankrig, oprettet 1768. Se også heste.

Moderne hestesport

Den moderne konkurrencesport er kun lidt over 100 år gammel, og i begyndelsen var deltagerne udelukkende velhavende gentlemen og officerer i uniform.

Ridesporten har siden gennemgået en omfattende udvikling. Officererne er ikke længere beredne, og sporten er blevet en af de få, hvori mænd og kvinder kan kæmpe på lige vilkår. I 1912 kom ridning på det olympiske program; kvinder fik adgang til at deltage i 1952 (dressur).

Ridning var i 1990'erne en af de største idrætsgrene under Danmarks Idræts-Forbund. I 2016 havde Dansk Ride Forbund ca. 70.500 medlemmer fordelt på ca. 400 klubber. De mange fritids- og motionsryttere er ikke registreret, og det formodes, at i alt over 100.000 danskere jævnlig dyrker ridning.

Ridning er desuden en vigtig sport inden for handicapidræt og kan også benyttes som et egentligt led i behandlingen af handicappede.

Ridning kræver i høj grad en teknisk tilegnelse, både af hest og af rytter, men gennem træning kan der opnås et sådant tillidsforhold, at hesten fuldt og helt lystrer sin rytter. Det er ikke mindst dette samarbejde og samvær med dyret, der trækker mange børn og især unge piger til ridesporten.

Konkurrencer

Springning (tidl. ridebanespringning) er den konkurrencegren, der tiltrækker det største antal ryttere. Dressur og military (hvori også dressur indgår) er discipliner, som kræver langt større rideerfaring.

I Danmark afholdes klub-, C-, B- og A-stævner foruden et par internationale stævner hvert år i dressur, military og ridebanespringning. Desuden afholdes tilsvarende stævner for ponyryttere.

Internationalt er konkurrencemønstret for de olympiske discipliner bygget op omkring De Olympiske Lege med verdensmesterskaber to år senere, altså også hvert fjerde år, mens Europamesterskaber afholdes ind imellem, dvs. hvert andet år.

Ponyryttere kan foruden springning, dressur og military også deltage i særlige ponylege, som er en holdsport for børn på ponyer, der ikke behøver at være specielt elegante eller højtspringende, men som er intelligente og villige til at samarbejde med deres rytter.

Rytteren bliver sat på adskillige opgaver i form af fx slalomridning, præcisionskast med bolde eller opsamling af genstande. Det hele foregår i højt tempo, mens rytteren sidder på ponyen, eller så hurtigt som muligt skal ned på jorden og op på ponyen igen.

Forbundet Dansk Varmblod arrangerer desuden egnethedstester for fireårige heste, mens Dansk Ride Forbund arrangerer championater som er åbne for alle avlsforeninger for hhv. fire-, fem- og seksårige heste, der konkurrerer ved særlige udtagelsesstævner. Vinderne samles i en finale hvert år.

Doping af heste var tidligere ret almindeligt, men det er forekommet yderst sjældent, siden der fra 1980'erne jævnlig er blevet taget dopingprøver. Til disse udtages normalt vinderen af større løb på væddeløbsbanen.

Der tages flere prøver i væddeløbssporten end i ridesporten; det skyldes såvel hensyn til hestene og ens konkurrencevilkår under løbet som hensynet til de tilskuere, der indgår væddemål ved løbene.

Som doping regnes behandling af hesten med den hensigt at skjule symptomer på sygdom eller skader, så den på baggrund af denne behandling kan bringes til start i konkurrence. Doping er også midler til at gøre hesten roligere på dressurbanen. Hvis hesten har ondt i muskler, sener eller led, bruges typisk midler mod gigt (Finadyne eller Buta) eller lokalbedøvende stoffer.

Oftest har medikamenter dog en anderledes virkning på dyr end på mennesker. Fx springer en hest ikke højere eller løber stærkere, hvis den er dopet, men bliver alene ophidset af narkotika. Epo har været forsøgt anvendt på heste, men med negativt resultat.

Andre ulovlige måder at fremme hestens præstation er, når en rytter forsøger at gøre sin springhest mere påpasselig med ikke at røre bommene, fx ved at smøre hudirriterende stoffer på hestens ben eller lægge tegnestifter under bandagerne. De tilstedeværende dyrlæger ved dopingkontrollerne sikrer, at dette ikke sker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dinny Lund: hestesport i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91112