• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

golf - store spillere

Oprindelige forfattere SAnk og SNov Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Sportens udvikling er blevet præget af de store profiler gennem tiderne. Briten Allan Robertson (1815-58) betragtes som den første "professionelle" golfer og den bedste spiller, før British Open begyndte i 1860.

Dengang var det ikke muligt at leve af at spille eller undervise, så betegnelsen professionel betød, at man beskæftigede sig med fabrikation af bolde og køller eller passede banen ved siden af at tjene lidt ekstra på at spille.

Allan Robertsons lærling Tom Morris (1821-1908), senere kendt som Old Tom Morris, blev en af sportens helt store profiler. Old Tom Morris bidrog meget til golfbaners udvikling både mht. design og vedligeholdelse. Han var desuden pioner inden for kølle- og boldfabrikation, og hans evner med disse redskaber blev understreget de fire gange, han vandt British Open.

Annonce

Hans søn, kendt som Young Tom Morris (1851-75), er muligvis den bedste golfer nogensinde. Han vandt British Open fire gange i træk, inden han fyldte 21 år, men døde af sygdom kun 24 år gammel. Årene derefter domineredes af The Great Triumvirate: Harry Vardon (1870-1937), James Braid (1870-1950) og John Henry Taylor (1871-1963). I perioden 1894-1914 vandt de British Open 16 gange tilsammen; Vardon seks gange, Braid og Taylor hver fem gange. Specielt Harry Vardon var en foregangsmand inden for de tekniske og psykologiske aspekter af spillet.

Amerikaneren Bobby Jones var amatør og vedblev at være det efter sine store sejre. Han vandt datidens Grand Slam (US Amateur, US Open, British Amateur og British Open) i 1930 og trak sig derefter tilbage i en alder af 28 år. Bobby Jones huskes også som stifteren af Augusta National Golf Club og US Masters.

Efter 2. Verdenskrig blev de store turneringer domineret af amerikaneren Ben Hogan (1912-97), perfektionisten, der i 1953 gjorde, hvad alle troede var umuligt. Han stillede op i seks turneringer og vandt de fem, deriblandt US Masters, US Open og British Open. Hans bog The Modern Fundamentals of Golf (1957) betragtes stadig som golfsvingets bibel.

Men Ben Hogan var indadvendt og utilnærmelig, så først da den udadvendte og karismatiske Arnold Palmer (1929-2016) dukkede op i slutningen af 1950'erne samtidig med farvefjernsynets fremkomst, steg sportens popularitet, og pengepræmierne begyndte at vokse. Arnold Palmer var folkets mand og sportens første superstar, og hans store skare af fans blev kaldt Arnie's Army.

Målt i antal sejre er amerikaneren Jack Nicklaus den bedste golfspiller nogensinde med sejre i bl.a. 18 Majors. Jack Nicklaus blev også kendt for sin pertentlige måde at forberede sig på, og han var den første, der benyttede sig af personlige baneopmålinger som hjælp til køllevalg. Sammen med Palmer og Nicklaus kom sydafrikaneren Gary Player (f. 1935) til at udgøre De tre store, som dominerede golfspillet i 1960'erne.

Tiger Woods under US Open, 2008.

Tiger Woods under US Open, 2008.

I 1970'erne var amerikanske Tom Watson (f. 1949) dominerende, og i 1980'erne og 1990'erne spanieren Severiano Ballesteros (1957-2011), australieren Greg Norman (f. 1955) og briten Nick Faldo (f. 1957). Greg Norman dominerede verdensranglisterne og vandt mange store mesterskaber, men vil også blive husket for alle de gange, han blev nr. 2.

Fra slutningen af 1990'erne har sporten i Tiger Woods en superstjerne, der er på vej til at slå Jack Nicklaus' rekorder. Woods har vundet 14 Majors og 71 PGA Tour-sejre (2011). Blandt hans førende konkurrenter i årene omkring årtusindskiftet har været spillere som Phil Mickelson og Vijay Singh (f. 1963).

Som den første danske vinder af en international professionel turnering bragte Thomas Bjørn sig i 1996 op i verdenseliten, da han vandt Loch Lomond World Invitational.

Læs videre om golf i Danmark eller om golf generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen Ankerdal, Svend Novrup: golf - store spillere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84864