Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Schmeichel

Oprindelig forfatter SAnk Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/25467/=ud_a_232292.mp3?revision=1

Peter Schmeichel, Peter Bolesław Schmeichel, f. 18.11.1963, dansk fodboldspiller. Peter Schmeichel blev i 1990'erne rangeret blandt verdens allerbedste målmænd. Hans højtråbende stil gjorde ham til forsvarsdirigent, og han var berømt for redninger på målstregen og for sin evne til at forhindre scoringer i mand mod mand-situationer.

Peter Schmeichel er af polsk afstamning, men blev født i Gladsaxe og debuterede i 1981 som professionel i Gladsaxe-Hero, inden han skiftede til Hvidovre IF 1984-87 og Brøndby IF 1987-91, som han vandt DM med i 1987, 1988, 1990 og 1991. Mens han var hos sidstnævnte, debuterede han også på landsholdet i 1987, hvor en række gode præstationer medvirkede til at tiltrække flere klubbers opmærksomhed.

I 1991 blev Peter Schmeichel derfor købt af den engelske storklub Manchester United i Premier League, med hvem han 1993-99 vandt fem engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og en Champions League-titel, hvilket i 1999 sikrede Manchester United the treble — dvs. det engelske mesterskab, FA Cuppen og Champions League.

Annonce

Peter Schmeichel valgte 1999-2001 at fortsætte karrieren i Sporting Club de Lissabon, hvor han vandt det portugisiske mesterskab i 2000, inden han vendte tilbage til engelsk fodbold og spillede for Aston Villa FC 2001-02 og endelig Manchester City 2002-03, hvor han indstillede karrieren.

Peter Schmeichel spillede frem til 2001 i alt 129 landskampe (1 mål), hvilket er rekord (2010). Han deltog i slutrunderne ved EM 1988, 1992, hvor hans mange spektakulære redninger var en af hovedårsagerne til, at Danmark blev europamestre, 1996 og 2000 samt ved VM 1998. Efter sin aktive karriere har Peter Schmeichel bl.a. arbejdet som ekspertkommentator og studievært på britisk og dansk tv.

Han er bl.a. blevet kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark i 1990 ved både Det Fri Aktuelt samt Spillerforeningen og Sparekassen Bikubens kåringer, igen i 1993 af Det Fri Aktuelt og endelig i 1999 ved Spillerforeningen og Ekstra Bladets kåring. Desuden blev han udnævnt til Verdens bedste målmand i 1992 og 1993.

Peter Schmeichels søn, Kasper Schmeichel (f. 1986), fik debut som målmand i Premier League for Manchester City FC i en alder af 20 år og har siden fortsat karrieren i flere britiske klubber, senest i Leicester FC.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen Ankerdal: Peter Schmeichel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156352