Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Martin Laursen

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Martin Laursen, f. 26.7.1977, dansk fodboldspiller. Martin Laursen blev født i Fårvang i Østjylland og begyndte at spille fodbold i Horn-Fårvang IF.

Han rykkede siden til Silkeborg IF, hvor han kom på klubbens førstehold, inden han i 1998 blev solgt til Hellas Verona FC i italiensk fodbold.

I 2001 blev den høje og fysisk stærke forsvarsspiller udlejet til storklubben AC Milan, hvor han bl.a. var med til at vinde Champions League 2003, den italienske pokaltitel 2003 og det italienske mesterskab 2004.

Martin Laursen blev ikke en fast del af startopstillingen i AC Milan, bl.a. som følge af en række skader, og i 2004 forlod han Italien til fordel for Aston Villa FC i den engelske Premier League. Trods fortsatte skader og problemer med knæene fik Martin Laursen succes i Aston Villa, ikke mindst i sæsonen 2007-08, men skaderne tvang ham i 2009 til at opgive karrieren.

Annonce

Martin Laursen spillede 1997-99 14 kampe for U21-landsholdet, inden han i 2000 debuterede på A-landsholdet, hvor det frem til 2008 blev til i alt 53 kampe (2 mål) og deltagelse i bl.a. VM i Japan og Sydkorea 2002 samt EM i Portugal 2004.

Martin Laursen blev i 2008 kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark af DBU og TV 2.

Efter sin aktive karriere som spiller har Martin Laursen bl.a. arbejdet som tv-kommentator og som træner. Første trænerjob var for Boldklubben Søllerød-Vedbæk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Laursen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=303372