Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

AFC Ajax Amsterdam

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

AFC Ajax Amsterdam, Amsterdamsche Football Club Ajax, Ajax, hollandsk fodboldklub, stiftet 1900 i Amsterdam; opkaldt efter den græske sagnhelt Aias den Store.

Klubben rykkede første gang op i den bedste hollandske række i 1911 og vandt sit første hollandske mesterskab i 1915. AFC Ajax Amsterdam har i alt vundet mesterskabet 33 gange, senest 2014, og den hollandske pokalturnering 18 gange, senest 2010.

På europæisk plan var klubben dominerende i begyndelsen af 1970'erne, hvor det bl.a. takket være spillere som Johan Cruyff lykkedes at vinde Europa Cuppen for mesterhold 1971, 1972 og 1973. I 1987 vandt AFC Ajax Amsterdam Europa Cuppen for pokalvindere, og med nye storhold vandt klubben UEFA Cuppen i 1992 og Champions League i 1995.

Annonce

Klubben er kendt for sit store talentarbejde, og ungdomsafdelingen er en af Europas mest anerkendte. AFC Ajax Amsterdam har siden 1996 haft hjemmebane på Amsterdam Arena, der kan rumme 51.715 tilskuere. Klubbens store klassiske lokalopgør spilles mod Feyenoord fra Rotterdam.

AFC Ajax Amsterdam har haft flere danske spillere i truppen, bl.a. Henning Jensen (f. 1949), Frank Arnesen, Søren Lerby, Jan Mølby (f. 1963), Jesper Olsen (f. 1961), Brian Laudrup, Michael Laudrup, Jesper Grønkjær, Dennis Rommedahl, Christian Eriksen, Nicolai Boilesen (f. 1992), Viktor Fischer (f. 9.6.1994), Lasse Schöne (f. 27.5.1986), Christian Poulsen og Lucas Andersen (f. 13.9.1994). Desuden var Morten Olsen træner for klubben 1997-99.

AFC Ajax Amsterdams hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
AFC Ajax Amsterdam i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=268173