Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michael Rasmussen

Oprindelig forfatter HElm Seneste forfatter MHansen

Michael Rasmussen under en etape i Tour de France 9.7.2005.

Michael Rasmussen under en etape i Tour de France 9.7.2005.

Michael Rasmussen, f. 1.6.1974, dansk cykelrytter. Michael Rasmussen blev dansk mester i mountainbike i 1996 og efterfølgende verdensmester i 1999. Desuden vandt han mountainbike-udgaven af Vuelta a España i 1994 og i 1995.

Michael Rasmussen besluttede i 2001 at køre landevejsløb og kom efter et år hos Team CSC til det hollandske hold Rabobank i 2003; samme år vandt han en etape i Vuelta a España. I 2005-07 deltog Rasmussen udelukkende i Tour de France, hvor han vandt fire etapesejre; hhv. en i 2005 og en i 2006, hvor han blev samlet vinder af løbets bjergkonkurrence, og to i 2007.

I 2007 kom Michael Rasmussen i mediernes søgelys, da han af sit hold blev taget ud af Tour de France, mens han bar løbets gule førertrøje. Skønt han ikke havde aflagt en positiv dopingprøve, var han under stærk mistanke for misbrug pga. manglende rapporteringer til dopingmyndigheder og modstridende oplysninger om sine opholdssteder i tiden før cykelløbet.

Annonce

Michael Rasmussen under en etape i Tour de France i 2006.

Michael Rasmussen under en etape i Tour de France i 2006.

Efterfølgende blev Michael Rasmussen idømt to års karantæne af Monacos cykelforbund, hvor han havde licens som rytter, men i 2010 oprettede han sammen med den danske urfabrikant Christina Hembo (f. 1978) holdet Christina Racing, der deltog i sine første løb i 2011 under navnet Team Christina Watches-Onfone.

I januar 2013 indrømmede Michael Rasmussen ved et pressemøde, at han havde taget doping i hele perioden 1998-2010 og nu definitivt opgav sin karriere som aktiv cykelrytter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Elmgreen: Michael Rasmussen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148802