Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hårfarvning

Oprindelig forfatter LM Seneste forfatter Redaktionen

hårfarvning, ændring af hårets naturlige farve ved enten toning, oxidationsfarvning eller blondering.

Toning foretages med et middel, som indeholder færdige farvepigmenter. Hårstråene overtrækkes med en halvtransparent, farvet film, der fæster sig på hårstråenes ydre og let kan vaskes væk. Den endelige farve kan ses umiddelbart efter, at midlet er kommet i håret.

Oxidationsfarvning er en mere permanent ændring af hårets farve. Hårfarvningen udføres med en blanding af farvemasse og oxidationsmidlet hydrogenperoxid. Ved denne hårfarvning dannes farven inde i hårstråene og kan derfor ikke vaskes væk. Den endelige farve ses først efter en virkningstid på 1/2-1 time.

Annonce

Blondering er blegning af håret. Blonderingsmidler indeholder ammoniumhydroxid og hydrogenperoxid. Ved blegningen nedbrydes hårets farvestof melanin gradvis; det er derfor vigtigt at overvåge processen, så den kan afbrydes i det rette øjeblik. Håret kan miste sin glans og elasticitet ved blondering.

Hårfarvning har været kendt siden oldtiden; se også henna og hår- og skægmode.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lone Mikkelsen: hårfarvning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95734