Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

knipling

Oprindelig forfatter Ervø Seneste forfatter Redaktionen

Knipling. Vifteblad fra sidst i 1800-t. i Duchesse de Bruxelles. Midt i de kniplede blomster er indfældet en medaljon i syet knipling, point de gaze.

Knipling. Vifteblad fra sidst i 1800-t. i Duchesse de Bruxelles. Midt i de kniplede blomster er indfældet en medaljon i syet knipling, point de gaze.

knipling, gennembrudt, dekorativt tekstil, der dels fremstilles ved hjælp af kniplepinde, dels ifølge dansk sprogbrug kan være syet, se syede kniplinger. Kniplingslignende tekstiler kan fremstilles ved hækling, strikning, orkis mv. samt på maskine.

Knipleteknik

Kniplepindene, der ofte er knippelformede i den ene ende, omvikles i den anden ende med tråd. Der kniples uden mekaniske hjælpemidler; hver enkelt tråd flyttes manuelt, således at trådene kan snos om hinanden, flettes og krydses helt frit; på den måde kan der dannes alt fra tætte partier, som ligner lærredsvævning, til netagtige partier, som ligner tyl. Under arbejdet holdes trådene på plads med knappenåle på et prikkemønster, der er fastgjort til et polstret underlag, et kniplebræt. Knipling er en yderst tidskrævende teknik, men dog meget hurtigere end syning af kniplinger, bl.a. fordi der arbejdes med begge hænder og to par pinde samtidig. Da kniplingskunsten kulminerede, kunne der i de kunstfærdigste og tætteste mønstre benyttes omkring tusinde par kniplepinde omviklet med særdeles tynd hørtråd; fx kunne det i 1700-t. tage ti måneder at fremstille et par manchetter af den type, der kaldes valenciennesknipling; det skulle svare til ca. tre timer pr. cm2.

De tidligste kniplinger er bl.a. karakteriseret ved, at alle trådene fortsætter igennem hele kniplingen, hvilket også gælder mange senere, bl.a. de danske tønderkniplinger. Allerede i 1500-t. begyndte man i Venezia at variere antallet af tråde i en knipling; det førte til fremstilling af løse motiver, der derefter blev sammenføjet. Teknikken spredte sig til andre egne af Europa og gjorde det muligt for mange kniplersker at arbejde på en knipling samtidig. Fra midten af 1700-t. blev motiverne monteret på eksklusivt håndkniplet net, såkaldt applikationsknipling. Fra 1800-t. benyttedes i stedet maskinfremstillet tyl.

Annonce

Der er mange kniplingstyper, udviklet af modens skiftende krav. Uafhængigt af fremstillingsstedet er de ofte opkaldt efter det handelscentrum, hvor typen først optrådte; fx har Chantilly ca. 40 km nord for Paris givet navn til silkekniplinger, selvom hovedparten i 1800-t. blev fremstillet i Normandiet og Belgien.

Historie

Fra forhistorisk tid kendes dekorative, gennembrudte tekstiler, der er fremstillet i sprang, senere kom filering, trendefletning, gennembrudt broderi og syede kniplinger til. Fra første del af 1500-t. blev kniplinger en stadig vigtigere del af overklassens påklædning og boligudstyr. Kniplinger anvendtes især til sengelinned og udgjorde tillige den dyreste del af den meget kostbare klædedragt. Produktionen beskæftigede tusinder og fik i flere lande stor nationaløkonomisk betydning. Brugen af kniplinger søgte man at begrænse med forordninger: Et lands egen produktion blev beskyttet af såvel importforbud som udrejseforbud for kniplersker. Industrispionage og smugleri hørte også med.

En af de første trykte mønsterbøger til knipling er udgivet i Zürich i 1561. Den angiver, at knipleteknikken fra Venezia kom til det tyske område i 1536. I Italien blev broderier kantet med en flerfarvet bort kniplet af broderiets silketråde.

Knipleteknikken har endvidere tidligt været benyttet til fremstilling af metalkniplinger; de blev solgt efter vægt og blev oftest smeltet om. Fra 1600-t. indgik fremstilling af dem i possementmagernes produktion. De få bevarede kniplinger i ædelmetal findes især på kirkelige tekstiler og på broderede handsker, som også benyttedes i den katolske kirke. Kendskabet til fx de iøjnefaldende skorosetter skyldes udelukkende malerier og regnskaber. Endelig kan de meget kunstfærdige hvide kniplinger ses på portrætter fra 1500-t. til slutningen af 1700-t.

Da kniplinger kom på mode, krævedes organisation inden for dyrkning og spinding af fin hør, tegning af mønstre, beregning og fordeling af mønstre og materialer til kniplerskerne og afsætning af de færdige arbejder på et omskifteligt marked. Sådanne organisationer fandtes i adskillige landområder, således også i Flandern, der hævder at have opfundet knipleteknikken. Det er bl.a. flamske kniplinger, der ses på mange portrætter fra 1600-t. Såvel mænd som kvinder benyttede kniplinger på kraver, manchetter, tørklæder og daskeklude (et langt tørklæde til mænd), kvinder desuden på engageanter (ærmeflæser) og hovedtøj; desuden kunne mænd især i 1600-t. have metervis af kniplinger på støvlekraverne. I Frankrig importeredes kniplinger for enorme summer, og finansminister Colbert forbedrede som konsekvens heraf i 1665 den franske kniplingsproduktion ved bl.a. at indforskrive kniplersker og få tidens bedste kunstnere til at lave forlæg. Alençonkniplinger var syede kniplinger, som blev højeste mode, men Frankrig kom først med i forreste række med de kniplede kniplinger, da en del af Flandern med fx Valenciennes og Lille tilfaldt landet ved fredsslutninger i hhv. 1678 og 1713. Noget senere, i 1744, fik Maria Theresia en hel kniplet kjole til en pris af 25.000 floriner som gave fra sine flamske besiddelser.

Kniplinger var nært forbundet med aristokratiet, så Den Franske Revolution satte en brat stopper for deres storhedstid. Igennem århundreder var nogle af de mest storslåede kniplinger blevet leveret til den katolske kirke, der imidlertid endte med at sælge ud af de gamle kniplinger i 1800-t., ligesom kniplinger kun blev en beskeden del af mandsdragten, og de blev tillige grovere, mere åbne og billigere, da brugen blev spredt til borgerskabets og landbefolkningens kvinder. Tillige blev maskinfremstillede kniplinger en alvorlig konkurrent, og mange steder blev kvaliteten yderligere forringet, fordi man gik fra hør- til bomuldstråd. Der blev dog gjort forsøg på at genoplive kniplingsindustrien, fx med de belgiske duchessekniplinger, der var en kniplet guipure, dvs. motiver, der hænger sammen uden brug af net, opkaldt efter landets kronprinsesse; de fineste, Duchesse de Bruxelles, har tredimensionale blomster, der dels er kniplet, dels er syet.

Danmark

Den første omtale på dansk af kniplingsteknikken fortæller, at en adelsdame som barn omkring 1550 havde lært at kniple af de gamle nonner i et nedlagt nonnekloster. Fra sidst i 1500-t. kendes omtale af kniplingsarbejde flere steder i Danmark; fx berettes der om køb af kniplinger i Christian 4.s dagbøger, ligesom der blev kniplet i det Tugt- og Børnehus, som han grundlagde i København. Kun i området omkring Tønder opbyggedes en egentlig industri med fremstilling af de karakteristiske tønderkniplinger, hvis forbilleder for en stor del kom fra Flandern og Brabant.

Knipling ansås normalt for en beskæftigelse for fattige, men at der blev kniplet i borgerlige og adelige miljøer i 1700-t., viser en henkastet bemærkning i Holbergs skuespil, fx Den Vægelsindede, og et maleri af Jens Juel med en kniplende adelsdame. Det samme ses på samtidige svenske portrætter. Se også frihåndsknipling.

Litteratur - Charlotte Paludan: Pragt & poesi: kniplinger gennem 400 år (Det Danske Kunstindustrimuseum 1991).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke Ervø: knipling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107478