• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

forening

Oprindelige forfattere IBun og SFHan Seneste forfatter Redaktionen

forening, et samvirke baseret på en frivillig sammenslutning af personer, der i fællesskab arbejder for eller dyrker en eller flere interesser. Foreninger kan inddeles efter kriterier som struktur, formål, funktion, rekruttering, lokalisering m.m., og formålene kan være økonomiske, politiske, faglige, kulturelle m.m.

Funktionelt kan foreninger opdeles i to hovedgrupper: foreninger, der først og fremmest har en instrumentel funktion, dvs. tager sigte på at opnå eller ændre noget i samfundet, fx en politisk forening eller et andelsmejeri, og foreninger, hvis hovedvægt ligger på den ekspressive funktion, dvs. er rettet mod at opfylde medlemmernes behov for socialt samvær, fx en sangforening eller en bridgeklub. Langt de fleste foreninger har begge funktioner, men med forskellig vægt.

De første foreninger

Foreningsformen opstod i løbet af 1700-t. og blev specielt efter Grundloven af 1849 den dominerende organisationsform inden for næsten alle områder af samfundslivet. De nye gruppedannelser kom først i byerne, især i København. En af de tidligste foreningsdannelser var Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, stiftet i 1742 med det formål at fremme oplysningen om historie, filosofi, naturvidenskab og matematik.

Annonce

De gode konjunkturer og væksten i statsadministrationen i 1700-t.s slutning styrkede borgerskabets og akademikernes position. Nye impulser fra udlandet var med til at skabe et liberalistisk menneske- og samfundssyn, der satte de herskende samfundsforhold og traditionelle sociale skel under debat. Den borgerlige offentlighed kom til udtryk dels i en voksende tidsskriftspresse, dels i en omfattende foreningsdannelse.

De fleste af disse foreninger eller selskaber var af filantropisk karakter og med en udpræget didaktisk hensigt: Udbredelse af kundskaber og gode sæder i folkets bredere lag, hvilket fx var tilfældet med Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, stiftet 1769. Denne linje fortsattes i en række foreningsdannelser i de første årtier af 1800-t., da godsejere, embedsmænd, præster og lærere rundt omkring i landet tog tråden op i regionale og lokale landøkonomiske selskaber, understøttelsesforeninger, almuebiblioteker mv. Der var ikke tale om en egentlig medlemsorganisering; ledelsen var som oftest selvsupplerende og bestod reelt af byernes og omegnens honoratiores.

Ved siden af oplysningsbestræbelserne blomstrede den borgerlige selskabelighed. Fra 1770'erne begyndte man at danne klubber efter engelsk mønster, hvor mændene fra borgerskabets øverste og mellemste lag kunne drøfte samfundsproblemer under selskabeligt samvær; noget lignende vandt indpas blandt købmænd, lavere embedsmænd og håndværkere.

Klubbernes formål var som oftest af selskabelig eller æstetisk karakter. En del af dem blev stadig mere politisk orienteret, bl.a. under indtryk af Den Franske Revolution, fx Drejers Klub og Norske Selskab, hvor de offentlige forhold blev sat under debat. Trykkefrihedsforordningen af 1799 bremsede den fremvoksende offentlige debat, og i årene efter 1800 forsvandt en stor del af de politiserende klubber.

Det selskabelige klubliv fortsatte derimod indtil 1800-t.s midte, idet musikselskaber, sangforeninger, teaterkredse, læseselskaber, oplysningsforeninger m.m. videreførte dele af klubbernes virksomhed. I modsætning til hovedparten af de filantropiske og didaktiske selskaber var klubberne indadtil demokratisk opbygget, men udadtil var de lukkede og elitære. At blive optaget i en klub krævede både en anbefaling og en afstemning blandt klubbens medlemmer, som herved fik et socialt enhedspræg.

1800-tallets foreninger

Indførelsen af De Rådgivende Provinsialstænder i 1835-36 skabte ny grøde i foreningslivet. Det liberale borgerskab så det som sin opgave at berede vejen for en bredere deltagelse i de offentlige anliggender, og almen og politisk oplysning blev et kardinalpunkt i foreninger som Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug og Læseselskabet af 1835.

I 1840'erne blev forfatningsspørgsmålet og forholdet til hertugdømmerne foruden problemerne, der var knyttet til næringsvæsenet og landboforholdene, væsentlige impulser i foreningsdannelsen. I 1840 stiftedes Haandværkerforeningen i København, der varetog småborgerskabets erhvervsinteresser, og i 1847 oprettedes Haandværkerdannelsesforeningen, der ville formidle oplysning og dannelse blandt byarbejderne.

På landet gav Landkommunalforordningen af 1841 gårdmandsstanden mulighed for at få medindflydelse på sognets styrelse. I de følgende år blev der dannet en lang række landkommunal- og landboforeninger; ledelsen blev udpeget ved demokratiske valg, og en fri medlemstilgang og lave kontingentsatser betød, at foreningerne blev åbnet for brede kredse. Bondevennernes Selskab, der blev stiftet i 1846 som et led i de liberales bestræbelser på at vinde bondestanden for tanken om en fri forfatning, byggede på disse lokale foreninger.

Uanset det liberale borgerskabs ledelse og den centralistiske organisationsstruktur indvarslede Bondevennernes Selskab og den bondepolitiske bevægelse en ny organisationsform i kraft af den brede og lokalt funderede organisationsstruktur og bevægelsens tydelige klassepræg. Bønderne fik erfaring for, hvad der kunne udrettes gennem kollektiv adfærd, hvilket bl.a. blev baggrunden for den omfattende lokale selvorganisering, der tog fart på landet fra 1860'erne på såvel det sociale og økonomiske som det religiøse og kulturelle område.

Forudsætningen for det kraftige opsving i foreningslivet og udbredelsen i befolkningens bredere lag var Grundloven § 92, der sikrede borgernes ret til uden forudgående tilladelse at stifte foreninger i ethvert lovligt øjemed. Under enevælden fandtes der ikke nogen egentlig foreningslovgivning; øvrighedens indstilling til foreningsdannelser svingede efter de politiske forhold, men forbud mod foreningsdannelse var der på intet tidspunkt tale om.

Enhver forening kunne dog opløses af regeringen, uden at beslutningen først skulle prøves ved en domstol. Denne bestemmelse blev i de urolige år i 1840'erne brugt over for bl.a. Studentersamfundet og Det Skandinaviske Samfund.

Indførelsen af det borgerlige demokrati på det forfatningsmæssige plan med Grundloven af 1849 og på det lokale plan med en udvidelse af det kommunale selvstyre fra 1867 gav større dele af befolkningen adgang til at øve indflydelse og forstærkede tendensen til organisationsdannelse. Foreningen blev de folkelige bevægelsers klassiske organisationsform. I modsætning til den tidligere borgerlige tradition var de folkelige bevægelsers foreninger karakteriseret ved at være åbne, demokratisk opbyggede og dannet på lokalt initiativ. Mange foreninger fungerede kun på det lokale plan, tilpasset lokale behov og interesser.

Landbosamfundets folkelige bevægelser og deres organisationsdannelser i 1860'erne og 1870'erne blev fulgt op af folkelige bevægelser og foreningsdannelser blandt de lavere socialgrupper i by og på land, først i form af afholdsbevægelsen, senere i form af arbejderbevægelsen og husmandsbevægelsen.

Også i byerne fandt der i slutningen af 1800-t. en organisering sted. Her førte frygten for konsekvenserne af liberaliseringen af næringsforholdene til oprettelse af håndværker-, handels- og borgerforeninger, som var med til at markere den nye middelklasse, der efterhånden skilte sig ud.

Lands- og hovedorganisationerne

I 1880'erne og 1890'erne begyndte fremvæksten af egentlige interesse- og masseorganisationer at tage fart. På arbejdsmarkedet var dannelsen af fagforeninger allerede begyndt i første halvdel af 1870'erne som del af den socialistiske arbejderbevægelse, der imidlertid blev kvalt af myndighederne, men fagbevægelsen fortsatte sit arbejde og voksede med erhvervslivets opsving i 1880'erne kraftigt.

Der blev dannet flere fællesorganisationer, og de første fagforbund oprettedes fra 1885. I januar 1898 samledes hele dette net i De Samvirkende Fagforbund i Danmark. Sideløbende fulgte en tidlig organisering af arbejdsgiverne, der i 1898 samledes i Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening.

De lokale landboforeninger var tidligt blevet sluttet sammen i regionale foreninger, og i 1893 dannedes De Samvirkende Danske Landboforeninger og i lighed hermed i 1903-10 De Samvirkende Danske Husmandsforeninger. I 1899 blev Andelsudvalget dannet som overbygning på de produktions-, forarbejdnings- og brugsforeninger, der var organiseret efter andelsprincippet. Endelig kom hertil i 1919 Landbrugsraadet.

I byerne førte fornyede krav om en revision af næringslovgivningen til dannelse af Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk i 1879 og i 1883 til Den Danske Handelsstands Fællesrepræsentation, hvortil siden kom en organisering på detailhandlerniveau. Sideløbende organiserede de politiske grupperinger sig efterhånden i landsdækkende vælgerorganisationer.

Lands- og hovedorganisationernes gennembrud som pressions- og interesseorganisationer kom under 1. Verdenskrig, da regeringen inddrog organisationerne i tilrettelæggelsen af den stærkt regulerede krigsøkonomi, bl.a. i Den Overordentlige Kommission. Det blev stadig vanskeligere at fungere i samfundet uden tilknytning til en eller flere organisationer, hvis indflydelse fæstnedes i 1920'erne, og under 1930'ernes krise og de deraf følgende mange erhvervsmæssige ordninger og andre former for kriseindgreb styrkedes deres betydning yderligere.

Fritidslivets foreninger

Ved siden af og under de store hovedorganisationer blomstrede i årene fra 1900 og frem til 1930'erne et livligt lokaltbaseret foreningsliv. I 1896 oprettedes bl.a. Dansk Idræts-Forbund som paraplyorganisation for den nye sportsbevægelse, og i de følgende år begyndte cykel-, kricket- og fodboldklubber samt idrætsforeninger at skyde op overalt. De fleste af de store folkelige bevægelser dannede ligesom de politiske partier i disse år særlige ungdomsorganisationer. Dertil kom de uniformerede ungdomskorps, i 1902 Frivilligt Drengeforbund (FDF) og i 1910 Det Danske Spejderkorps og KFUM-Spejderne.

Med krisen i 1930'erne opstod en vis afmatning i foreningslivet. Baggrunden var formentlig dels økonomisk, dels konkurrence fra radio og biografer. Under 2. Verdenskrig oplevede en række foreninger en genopblusning, bl.a. som udslag af en øget nationalfølelse.

Græsrodsbevægelserne

Med velfærdsstatens gennembrud og ungdomsoprøret i 1960'erne og 1970'erne begyndte medlemmerne at svigte de traditionelle foreninger. Årsagerne var dels de mange nye muligheder for at udnytte fritiden, dels at de stærkt hierarkiske og centraliserede organisationer af mange blev opfattet som fjerne og uden for den enkeltes umiddelbare indflydelse.

Der opstod nye udenomsparlamentariske grupperinger. Den første var Kampagnen mod Atomvåben, der blev stiftet i 1960 og blev mønster for en række bevægelser i 1960'erne og 1970'erne, fx Vietnambevægelsen, kvindebevægelsen, Folkebevægelsen mod EF og BZ-bevægelsen. Det viste sig i længden vanskeligt for græsrodsorganisationerne at få indflydelse, og i 1996 har en række af de mere veletablerede, fx dele af kvindebevægelsen, antaget karakter af mere eller mindre traditionelle foreninger.

Langt de fleste danskere er i 1990'erne medlem af en eller flere foreninger. Mens de politiske partier har et vigende medlemstal, er der stor tilslutning til foreninger med afgrænsede formål, fx Dansk Røde Kors og Naturfredningsforeningen.

Foreningsfrihed

Grundloven § 78 sikrer enhver retten til at oprette en hvilken som helst forening uden forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed eller andre. Foreningen skal dog have et lovligt formål; afgørende herfor er en samlet vurdering af vedtægter og af den aktuelle og forventede virksomhed. Læs mere om Foreningsfrihed.

Retlig regulering

Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sikrer foreningsfrihed, men i øvrigt er foreningers retsforhold stort set ikke lovreguleret i Danmark. Læs mere om retlig regulering.

Beskatning

En forenings beskatning afhænger af foreningens karakter. Selskabsskatteloven indeholder særlige beskatningsregler for andelsforeninger, brugsforeninger og investeringsforeninger. Læs mere om beskatning af foreninger.

Foreningsliv

De kulturbyggende og kulturbærende relationer mellem medlemmerne, atmosfæren og samværsformerne er en væsentlig, men relativt upåagtet side af foreningers virke. Læs mere om foreningsliv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inge Bundsgaard, Søren Friis Hansen: forening i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78181