• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folkevise

Oprindelig forfatter Pioe Seneste forfatter Redaktionen

Folkevise. Scene for scene har Lorenz Frølich skildret dramaet i folkevisen om elverdronningen, der dræber hr. Oluf, fordi han modstår hendes fristende tilbud. Illustration til Elverskuds-visen i Danmarks Folkeviser i Udvalg ved Svend Grundtvig, 1882.

Folkevise. Scene for scene har Lorenz Frølich skildret dramaet i folkevisen om elverdronningen, der dræber hr. Oluf, fordi han modstår hendes fristende tilbud. Illustration til Elverskuds-visen i Danmarks Folkeviser i Udvalg ved Svend Grundtvig, 1882.

Betegnelsen folkevise blev første gang brugt, uden definition, af J.G. Herder i 1773 i Auszug einem Briefwechsel über Ossian und die Lieder alter Völker, og 1778-79 kaldte han sin tobindsudgave af europæiske folkeviser for Volkslieder. Ordet passede smukt ind i romantikkens opfattelse af folkeindividet som folkevisens forfatter. Samlingen inspirerede til indsamling og udgivelse i mange lande, fx Arnim og Brentanos Des Knaben Wunderhorn 1-3 (1806-08), Walter Scotts Minstrelsy of the Scottish Border (1802-03) og Geijer og Afzelius' Svenska folk-visor från forntiden (1814-18), der er en samling af middelalderlige folkeviser.

I Norden defineres en folkevise som en anonym, gammel eller nyere fortællende vise, hvis oprindelige tekstform ikke kendes, men som foreligger i forskellige varianter, der primært er opstået som følge af visens mundtlige fremførelse og overlevering. Det er dog ikke visens alder, dens anonymitet eller dens manglende urform, der alene karakteriserer en folkevise. Fra et folkloristisk synspunkt er variantdannelsen det afgørende kriterium.

Ordet folkevise er dannet efter tysk Volkslied, der er dannet efter engelsk popular song.

I begyndelsen kaldte Svend Grundtvig middelalderviserne for kæmpeviser eller folkeviser, men i 1847 præsenterede han dem som gamle folkeviser i Prøve paa en ny Udgave af Danmarks gamle Folkeviser, og omkring 1855 introducerede han efterklangsvise som fællesbetegnelse for eftermiddelalderlige folkevisegenrer.

Annonce

Ordet og begrebet folkevise i betydningen middelaldervise er dybt forankret i dansk sprog og kultur. Da det imidlertid kan forveksles med folkloristernes brede folkevisebegreb, bruger de fleste nordiske vise- og folkemusikforskere som regel termen ballade i betydningen folkevise: En ballade er en folkevise, men det er blot en af de mange folkevisekategorier.

Gamle folkeviser

Som folkevise/gammelfolkevise/ballade/middelalderballade regnes i Norden den anonyme, strofiske episk-lyriske sang med omkvæd, som er opstået i de middelalderlige århundreder, men som kun kendes i adelsoptegnelser fra 1500-1600-t. og i nyere folketradition i 1800-1900-t. Der er almindelig enighed om, at genren blev introduceret i Norden i 1200-t. med forbillede i den franske dansevise carole. Som dansevise kendes den endnu i 1900-t. på Færøerne, hvor den er knyttet til kædedansen.

Der kendes 837 gamle folkeviser i nordisk tradition, inklusive skæmteviserne. Halvdelen af viserne er ridderviser, og ca. 200 af de over 300 danske kendes kun i Danmark. Ridderne var middelalderens adel, ikke en eksklusiv klasse, men en lavadel, som boede spredt over hele landet på nogle tusinde store eller små herre- eller bøndergårde: Skammel bor i Ty /både rig og øvert (meget) kåd /så høviske haver han sønner fem /de to fores ilde ad. //Ebbe han tjener i kongens gård /både for guld og fæ /og mens han er borte, indynder Peter sig hos Ebbes kæreste. De skal giftes, men på bryllupsdagen vender Ebbe tilbage og dræber dem begge. Resten af livet må han leve som fredløs: Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild. — Jalousidrab er almindelige. Det samme er faderhævn. Drabsmanden, Hr. Torben, møder sønnerne i skovbrynet, hvor han gik og holdt sin plov. Vi vil nu have mandebod, vi ere komne for dit hjerteblod. //Så hugge de hr. Torben så små /alt som løv udi lunden lå. Poetisk slutter visen med, at en af hævnerne forelsker sig i hr. Torbens datter.

Riddervisernes foretrukne temaer er fejder, slægtshævn og frem for alt elskov. Ofte synges der om dristige riddere, der overvinder alt for at få den jomfru, de elsker. Har hendes far sat hende i kloster, bryder ridderen ind og befrier hende. En elskovsivrig ridder kalder viserne en jomfrusvend.

Trylleviser og naturmytiske viser er fællesbetegnelsen for 75 nordiske folkeviser om det overnaturlige, hvoraf de 19 kun kendes i Danmark. Det er højst forskellige viser, der handler om eller har hentet motiver fra folketroen, sagnene og eventyrenes forunderlige verden. De mest markante er viserne om menneskers skæbnesvangre møde med de overnaturlige, fx Elverskud, der er en over hele Europa kendt visehistorie om en ridder, der natten før sit bryllup lader sig forføre af en liderlig ellepige, der danser ham til døde. Flere overtrosviser er syngefortalte historier, sagn om de farer, der lurer i enhver overgangssituation, her fra ugift til gift.

Blandt trylleviserne findes nogle af de ældste nordiske folkeviser. Foruden Elverskud gælder det visetraditionen om Jomfruen og dværgekongen, som i 1500-t. har været så udbredt i Norden, at man har kendt to forskellige versioner af visehistorien: en, hvor pigen bliver lokket af en ellekonge, i en anden af en dværg. Pigen holdes tilbage i højen af en magisk drik, der får hende til at glemme jordelivet. I 1800-t. lokkes hun ind i højen af en bjergmand, og nu blander sangerne den sammen med 1700-t.s visen Agnete og havmanden, hvor den overnaturlige ægtefælle græder, da hun forlader ham og deres fællesbørn på havbunden.

Flere trylleviser er beslægtet med omskabelseseventyr. En ond stedmoder forvandler fx datteren til en lindorm. Hendes kæreste ser hende imidlertid i græsset som hun sprangså mindet (kyssed) han den lille orm /hun blev til så høv'sk en jomfru. I mange af viserne møder man runemagi: Hr. Luno binder en havfrue til en sten, men unge riddere bruger runerne til at lokke væne jomfruer til sig om natten.

På trods af deres nære sammenhæng med motiver fra den oldnordiske litteratur hører kæmpeviserne i Danmark til blandt de yngste. En af de kendteste er visen Tor af Havsgård, en gudemyte, der er blevet til et kæmpeeventyr. Tosse-Greven har stjålet Tors hammer, og for at levere den tilbage kræver han Tors søster til ægte. Bryllupsfesten bliver afholdt. Tor har klædt sig som brud: En oksekrop så åde hun op, og 12 tønder øl så drak hun ud /før hun kunne tørsten slukke. Tosse-Greven aner ikke uråd. 12 kæmper bærer hammeren ind. Bruden tager den i én hånd, og nu slog hun Tosse-Greven ihjel /den lede trold og lang. Mange kæmpeviser er præget af en djærv munterhed, dog ikke visen om, da Sivard Snarensvend, dvs. Sigurd Fafnersbane, døde: Alle de græde i kongens gård /ret ingen var der, som lo.

I modsætning til næsten alle andre folkeviser er personerne i skæmteviserne bønder, håndværkere, hovfolk, studenter, præster og degne. Ofte handler de om erotik, om frådseri og druk, om slagsmål og om gamle mænds problemer med unge koner. De kan også være provokerende opgør med moralske, religiøse og sociale vaner og vedtægter. Som danseviser har disse gammenkvad eller boleviser, som folk selv kaldte dem, været brugt langt op i 1800-t., bl.a. på Mandø ud for Ribe.

Historiske kalder Svend Grundtvig de folkeviser, "hvis Æmner og Personer enten med Vished eller dog med Rimelighed have kunnet gjenkjendes og dateres" (1862). Det drejer sig i Danmark om 67 viser, bl.a. om Marsk Stig, Niels Ebbesøn, Dronning Dagmar og Dronning Margrete. Grundtvig betragtede og behandlede dem som pålidelige historiske kilder, digtet samtidig med de begivenheder, de skildrer. Visen om Erik Emun, der blev dræbt på tinge af den jyske herremand Sorte Plov, skulle således være fra 1137. Historikeren Anders Sørensen Vedel havde i 1591 en ganske anden og mere korrekt opfattelse: "Viser er viser, og bliver ved med at være Viser (poesi), hvad man saa gør med dem; det er for største Delen Tidkortsdigt; Digteren tager af den hele Historie det besynderligste, som vilder (passer) ham og tjener til hans Forsæt". Til gengæld kan de være værdifulde som bidrag til studiet af den folkelige opinion.

Europæiske folkeviser

Nærmest beslægtet med de nordiske folkeviser er de britiske. Direkte, men som regel omkvædsløse, paralleller finder man i 90 af de 305 viser, som amerikaneren F.J. Child udgav i The English and Scottish Popular Ballads 1-5 (1882-98). 20 af de britiske viser er beslægtet med franske folkeviser, udgivet af George Doncieux i La Romancéro populaire de la France (1904). Den bretonske (keltiske), tolinjede, omkvædsløse, episke visesang har haft ganske særlig betydning for den nordiske folkevise, fx har visen om Hr. Nann og feen en nær tilknytning til Elverskud-visen. Frankrig har i det hele taget været leverandør af visepoesi til adskillige øst- og vesteuropæiske lande.

Mellem danske og tyske viser er ikke nogen større lighed. De tyske viser er lyriske; egentlige ballader er sjældne, og nogle af dem er påviseligt af nordisk herkomst.

Formlerne

Når en folkevise skal beskrive en typisk situation, bruger den en typisk formulering, en formel. Det er en forenklings- og stiliseringsproces, som skyldes den mundtlige overlevering.

Diskussionen af sangernes brug af formler tog sin begyndelse i 1960, da amerikaneren Albert B. Lord udgav The Singer of Tales. Det er en på indsamlingsarbejder baseret analyse af en række serbiske epesangeres formelsprog og mundtlige kompositionsteknik. Hensigten med undersøgelserne var at dokumentere Milman Parrys teori: At de homeriske digte var mundtligt komponerede. Siden da har man drøftet, om de europæiske folkeviser med deres rige formelsprog på tilsvarende måde er improviserede af traditionsbærerne, når de synger dem, eller om de er memoriserede, dvs. om sangeren prøver at huske viserne, som han har hørt dem. I Commonplace and Creativity (1985) behandler Flemming G. Andersen formelsproget i de engelsk-skotske folkeviser, og han kommer til det overraskende resultat, at i al fald de britiske formler "på ét plan er traditionelle stereotype gentagelser", men de indeholder samtidig "så store variationsmuligheder på andre niveauer, at de kan danne grundlag for sangernes personlige fortolkning af de ballader, de synger".

Efterklangen

Når man som Svend Grundtvig og mange andre efter ham betragter folkevisen som middelalderens ypperste poetiske litteratur på folkesproget, er det klart, at alt, hvad der kommer efter den, med et af romantikkens favoritord kun kunne være efterklange. Folkevisens efterklang eller Kæmpevisens efterklang omfatter ca. 350 viser, der i deres oprindelse er fra omkring 1500 til omkring 1700, hvor de udkonkurreres af skillingsviser i forskellige versemål og genrer.

Typiske efterklangsviser er Enhver som vil vide hvad kærlighed er om købmandsdatteren, der elsker en matros, som på faderens foranledning sættes ud på en øde ø, hvor datteren opsøger ham; Der var engang en ridder, en ridders søn om ridder Bryning, der kommer i kong Edvards tjeneste og sættes i fængsel pga. sin elskov til prinsessen for først at slippe ud, da kongen dør, og han både får prinsessen og kongeriget; og Jeg var en lille pige om en pige, der går ud at skære strå og møder en karl. De reder sig et leje. Næste morgen jamrer hun over at have tabt sit forklædebånd.

Som efterklangsviser regnes også viser brugt ved optog, lege eller indsamlinger i anledning af årets fester, fx Godaften, godaften både mand og kvinde, De hellig tre konger så lystig og glad, Husbond om du hjemme est og Nu ønsker vi eder en pinsefest.

Metriske former

Den danske middelalderballades metriske form er bestemt af dens brug som dansevise. Læs mere om folkevisers metriske former.

Folkemusik

Betegnelsen folkevise eller balladesang bruges inden for folkemusik om fremførelsen af episke viser med særlig strofeopbygning og metrik. Læs videre om folkemusik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iørn Piø: folkevise i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77823