Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

drage

Oprindelige forfattere JHorn og Pioe Seneste forfatter Redaktionen

Drage. Den ypperste helt i germansk sagndigtning optræder som Siegfried i Nibelungenlied og som Sigurd i Den ældre Edda og Vølsungesagaen. Under begge navne, hvoraf det nordiske Sigurd er en sproglig afledning af tysk Siegfried, er han dragedræber. Som Sigurd fælder han dragen Fafner, deraf tilnavnet Fafnersbane. Maleri fra ca. 1880 af Konrad Dielitz.

Drage. Den ypperste helt i germansk sagndigtning optræder som Siegfried i Nibelungenlied og som Sigurd i Den ældre Edda og Vølsungesagaen. Under begge navne, hvoraf det nordiske Sigurd er en sproglig afledning af tysk Siegfried, er han dragedræber. Som Sigurd fælder han dragen Fafner, deraf tilnavnet Fafnersbane. Maleri fra ca. 1880 af Konrad Dielitz.

drage, frygtindgydende fabeldyr, der kendes i de fleste kulturer, og som ofte ligner en bevinget to- eller firefodet slange eller skællet øgle. Den bevæger sig med lige lethed i alle fire elementer, fordi den gerne er sammensat af kropsdele fra forskellige dyrearter. Nogle drager har flere hoveder, så de med desto større kraft kan udspy edder og ild. Hvor de hærger, udgør de en trussel mod hele samfundet. De er da guders og menneskers erklærede fjender.

Ordet drage kommer af mnty. drake, af lat. draco 'slange, drage', gr. drakon, egl. 'den skarptseende, stiftstirrende'.

Før dragen blev en stående figur i eventyrtraditionen som heltens største og grusomste modstander, var den en central skikkelse i mange mytologier. Dragen er således symbolet på kaos i flere af de ældste skabelsesberetninger, bl.a. det babyloniske digt "Enuma elish" (vistnok fra det sidste årtusinde f.Kr.). Det fortælles dér, at dragen Tiamat bliver dræbt i en drabelig kamp med guden Marduk, som skaber Verden af uhyrets døde krop.

Drager, dragekampe og dragedræbere florerer også i europæiske gude- og heltesagn: Fx Herakles mod Hydraen, den mangehovedede slange, der huserede i Lerna på Peloponnes; Apollon mod kæmpeslangen Python, der havde lagt sig om Delfi; Thor mod "verdensslangen", der ville lukke guder og mennesker inde i deres boliger i Midgården; og Sigurd mod dragen Fafner, der rugede over en fabelagtig stor skat.

Annonce

Kristendommen identificerede dragen med ondskaben i Djævelens skikkelse. Blandt de katolske helgener er ikke mindre end 60 dragedræbere, hvoraf Sankt Georg (Sankt Jørgen) er den mest kendte. Ifølge sagnet foregik kampen i Libyen. I dansk vise- og sagntradition er kampen lokaliseret til Holstebro og til Sankt-Jørgensgård ved Svendborg.

I Johannes' Åbenbaring (kap. 11) optræder en drage som Guds modstander. Den "havde syv hoveder og ti horn og på sine hoveder syv kroner. Og dens hale drog tredjedelen af himlens stjerner med sig og kastede dem på jorden". Ærkeenglen Mikael trådte i stedet for Gud som dragedræber.

I Nordeuropa var lindormen en af kristendommens mest indædte modstandere. Det var en af de små orme i en hasselnød, som havde vokset sig kæmpestor, og som lagde sig rundt om kirken. Både i ældre og i nyere sagntradition fortælles om drager, der bor i høje, hvor de om dagen ruger over deres skatte; om natten flyver de ud og spyr ild over landet, fx i det oldengelske kvad om dragedræberen Beowulf. I 1800-t.s folketradition fortælles, "at dragerne om natten fór op af højens øverste top". Deres hale "var helt gloende som glødet jern". Den ydre forklaring på disse flyvende drager er himmelfænomener som kuglelyn, kometer og meteorer.

Ikonografi

Et dragebanner er formet som en lang, tilspidset vindpose udskåret som en drage. Når disse bannere bølger i luften, ligner de flyvende slanger. Inderne, perserne og de gamle grækere og romere brugte dem for at skræmme fjenden og for at demonstrere deres magt. Ligesom grækerne brugte også nordboerne at sætte et udskåret dragehoved i forstavnen på deres skibe, når de skulle i kamp. Olav Tryggvasons skib hed ligefrem Ormen hin Lange. I middelalderen er det den kristne kirkes kunstnere, der helt dominerer drageopfattelsen. Mikael står altid som triumfator ved siden af den drage, han netop har dræbt med sin lanse. Sankt Georg er derimod altid til hest, og han afbildes gerne i det øjeblik, han stikker sin lanse i dragens gab.

I romansk kunst tager billedmagerne dragemotivet op. De bruger dragen som symbol for og besværgelse mod djævelen — fx i de norske stavkirkers ornamentik.

Kinesisk kunst

I Kina har dragen været kendt som motiv i mere end 5000 år og synes altid at have været et godgørende fabeldyr forbundet med regn og frugtbarhed. Dragen er et af de mest udbredte og mangetydige kinesiske symboler. Den optræder både i folkelige fortællinger og i kinesernes opfattelse af universet og var tillige et symbol på kejseren. Den kejserlige femkloede long-drage er ligesom mang-dragen med fire kløer sammensat af ni elementer: De har horn som en hjort, pande som en kamel, ører som en okse, øjne som en dæmon, hals som en slange, krop som et søuhyre, skæl som en karpe, poter som en tiger og kløer som en ørn. Disse og andre dragetyper ses ofte som motiv på genstande af porcelæn, lak, bronze m.m. På dragedragter, der er dekoreret med long- eller mang-drager på himlen over hav og jord, symboliserer det samlede motiv universets opbygning. Se også Kina (kunsthåndværk).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joan Hornby, Iørn Piø: drage i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66391