Jack Kirby, egl. Jack Kurtzberg, 1917-1994, amerikansk tegneserieskaber. Kirby begyndte som tegnefilmtegner i 1930'erne, men skiftede snart til trykte serier (under en lang række pseudonymer). Han fandt sin niche med superhelteserierne, hvor han fra 1940 spillede en central rolle for udformningen af især serier til hæfter (både hos forlagene DC og Marvel; se også superhelte). Han brød med de stive regler for opbygningen af siderne og var fx blandt de første, der brugte skæve paneler og helsidesillustrationer, og med sin bastante streg og fine persontegning fik han gjort personer med overmenneskelige kræfter overraskende interessante. Sammen med forfatteren Stan Lee fornyede han genren sidst i 1950'erne med serien De Fantastiske Fire, som blev fulgt af en lang række superhelteserier, hvis hovedpersoner ofte dukker op i hinandens serier (såkaldte cross-overs), fx Edderkoppen, Hulk og X-Men, hvoraf flere er filmatiseret og produceret som tegnefilm.