Don Bluth, f. 1938, amerikansk animator, der efter læreår på Walt Disney-studierne etablerede sit eget tegnefilmstudie i 1979. Med filmene An American Tail (1986, Rejsen til Amerika) og The Land Before Time (1988, Landet for længe siden) var Bluth en overgang en seriøs konkurrent til Disney, hvis oprindelige kunstneriske idealer fra 1930'erne han ønskede at videreføre. Flere af hans film, bl.a. H.C. Andersen-filmatiseringen Thumbelina (1994, Tommelise), har haft danske animatorer tilknyttet under produktionen. I 1997 fik han stor succes med tegnefilmen Anastasia om den russiske kejserdatters flugt til Vesten. Titan A.E. (2000) var et ambitiøst science fiction-eventyr.