Henning Dahl-Mikkelsen, Mik, 1915-1982, dansk tegneserieskaber. Miks pantomime-strip Ferd'nand blev første gang trykt i danske og amerikanske aviser i 1937. Under besættelsen leverede han tegneserier til ugebladet Landet, bl.a. De Gamle Guder og Familien Hansen. Efter krigen blev Ferd'nand en verdenssucces, og Mik emigrerede til USA for at være tættere på sin største læserskare. Siden 1982 er Ferd'nand blevet videreført af andre tegnere.