Faktaboks

Art Spiegelman

Itzhak Avraham ben Zeev

Født
15. februar 1948, Stockholm
Første bind i værket Maus.
Af //Reuters/Ritzau Scanpix.

Art Spiegelman er en amerikansk tegneserietegner, der især er kendt for serien Maus, som han modtog en Pulitzer-pris for i 1992.

Spiegelman fik sin første serie publiceret i 1967, og han udviklede sit talent som en del af periodens blomstrende undergrunds-tegneseriemiljø. Fra 1980 og frem til 1991 redigerede han magasinet Raw, der blev et af de førende blade med avantgarde-tegneserier.

Tegnestil og inspiration

Art Spiegelman er kendt for sin enkle tegnestil – en stil, der muligvis påvirket af, at han lider af synsfejlen amblyopi, hvilket resulteret i manglende dybdeopfattelse. Hans værker indeholder ofte komplekse visuelle motiver, der ikke umiddelbart opdages, og dette giver anledning til en dybere udforskning af hans fortællinger. Blandt hans inspirationskilder er Winsor McCay og George Herriman samt avantgardefilmfolk som Ken Jacobs og Stan Brakhage.

Den grafiske roman Maus

I Raw publicerede Spiegelman bl.a. den første udgave af Maus, som senere blev udgivet i to bind (i 1986 og 1991). Værket fortæller med gribende enkle midler Spiegelmans egen fars oplevelser som offer for jødeforfølgelser i Polen før og under 2. Verdenskrig.

I Maus skildres Holocaust gennem et metaforisk billedsprog, hvor jøderne tegnes som mus, nazisterne som katte og polakkerne som grise. Den metaforiske stil har rødder i bl.a. dyrefabler, og derigennem kommenterer Spiegelman på stereotyper og fordomme i det menneskelige sind.

I 1992 blev han tilknyttet The New Yorker, men han trak sig ud af samarbejdet nogle måneder efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001 som en protest mod den stadigt mere ensrettede amerikanske presse og det unuancerede politiske debatmiljø.

I skyggen af ingen tårne

I 2002/2003 arbejdede han på værket In the Shadow of No Towers, som var Spiegelmans reaktion på 9/11, og i 2006 gav han et satirisk bud på en analyse af den politiske tegneserie og vittighedstegnings historie i Harpers, inspireret af Jyllands Postens Muhammed-tegninger det foregående efterår.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig