tegnefilm

Efter tonefilmens gennembrud omkring 1927 blev Walt Disney tegnefilmens ledende producer. Kortfilm med Mickey Mouse opnåede verdensomspændende udbredelse, og da Disney mente, at tegnefilm kunne mere end fortælle om sjove dyr, satte han gang i en udviklings- og uddannelsesproces, som førte til Snehvide og de syv Dværge (1937), den første tegnefilm i spillefilmlængde, en milepæl i både filmens og tegnefilmens historie. Disney koncentrerede sig i årene efter om den slags film, både de fabulerende, Pinocchio (1940) og Dumbo (1941), de lyriske, Bambi (1942), og de rendyrkede eksperimenter som Fantasia (1940).

Inden for lange tegnefilm fik Disney-studierne ingen konkurrence, men på kortfilmområdet var der mange. Max og Dave Fleischer arbejdede i en udisciplineret, vildtvoksende stil i de charmerende, men primitive film med Skipper Skræk (Popeye) og Betty Boop (1932). På Warner Bros. lavede instruktører som Friz Freleng (1906-1995), Chuck Jones (1912-2002) og Robert Clampett (1913-1984) vanvittige, anarkistiske og meget selvbevidste, ironiske tegnefilm med figurer som Snurre Snup (Bugs Bunny, 1940), anden Daffy (1937), Pelle Gris (Porky Pig, 1935), Elmer Fjot (Elmer Fudd, 1939) og Hjulben (Roadrunner, 1949).

Warner-studiet udsendte over 800 korte tegnefilm frem til midten af 1960'erne, og figurgalleriet har vist sig at være holdbart langt ud over skabernes levetid. Det gælder også for William Hanna (1910-2002) og Joseph Barberas (1911-2006) musikalske voldsorgier i Tom & Jerry-serien, som i mange år var dominerende på markedet. Hanna & Barbera arbejdede for MGM side om side med den endnu mere anarkistiske Tex Avery, der lavede surrealistiske tegnefilm for voksne med bl.a. den flegmatiske hund Droopy (1943) og den berømte serie om en unavngiven, pigeglad ulv.

Alle filmstudier skulle i 1930'erne og 1940'erne have deres egen tegnefilmafdeling. For Universal producerede Walter Lantz (1900-1994) således film med Søren Spætte (Woody Woodpecker, 1940), som dog kun sjældent nåede de helt store højder. Også Columbia og 20th Century-Fox havde tegnefilmstudier tilknyttet. Med fjernsynets udbredelse lukkede mange studier, fordi der ikke længere var brug for tegnefilm som forfilm i biograferne. Men de fleste tegnere fortsatte på nye studier, der lavede film til tv.

I Europa havde tegnefilmen svært ved at få fodfæste kommercielt, men hvert land har haft sine kunstnere, der ofte har arbejdet på meget svære og ujævne vilkår. I Danmark eksperimenterede Storm P. med små film i 1920'erne. Jørgen Møller tegnede en kortlivet serie med figuren Columbus og var desuden med til at lave Fyrtøjet (1946), den første danske tegnefilm i spillefilmlængde. Under 2. Verdenskrig leverede det danske tegnefilmstudie VEPRO tegnefilm til det tyske hjemmebiografmarked.

I 1950'erne opstod nye stilarter, både i USA og Europa. I kortfilmene fra UPA (United Productions of America) eksperimenterede Disney-tegnere med nye stilarter og emner, og det smittede af på en lang række europæiske kunstnere. I Østlandene blomstrede studierne i Zagreb og Prag, hvor kortfilm for voksne med stærkt politisk indhold i en grafisk meget rå og karikeret stil dominerede. En myriade af film med vidt forskelligt udtryk og form blev et alternativ til den etablerede kommercielle tegnefilm. I Danmark var kortfilmene fra Bent Barfods studie toneangivende, de fleste produceret i samarbejde med det daværende Kortfilmrådet.

I 1960'erne og 1970'erne sås en afmatning af tegnefilmkunsten, både økonomisk og kunstnerisk, men mod slutningen af årtusindet ændrede billedet sig markant. Det lykkedes Disney-studierne at udsende en hel række film, som fik imponerende succes, fx Aladdin (1992), Løvernes Konge (1994) og Tarzan (1999), og talrige studier i USA og udenfor er fulgt efter. Samtidig har tegnefilm i Japan, kaldet anime, udviklet sig voldsomt — i en helt anden, mere voksen og grafisk anderledes stil med kunstnere som Katsuhiro Otomo (f. 1954) (Akira, 1988) og Hayao Miyazaki (f. 1941) (Porco Rosso, 1992, og Princess Mononoke, 1997). I Europa har især tv-markedet ansporet til mængder af nye produktioner, som dog sjældent er af større kunstnerisk værdi.

I Danmark har tegnefilmen haft en væsentlig placering i filmbilledet siden Jannik Hastrup-filmene Samson og Sally (1984) og Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990), og Disney-fascinationen har udmøntet sig i Valhalla (1986), Jungledyret (1993) og Hjælp, jeg er en fisk (2000). Adskillige danske animatorer arbejder på udenlandske produktioner; Børge Ring har således instrueret Oscarvinderen Anna & Bella (1985). Amerikanske tv-tegnefilm fik også et kunstnerisk løft i 1980'erne med serier som The Simpsons, Beavis og Butthead (1993) og South Park. Her udnyttes tegnefilmen både satirisk og provokerende, ofte i en bevidst primitiv, rå streg.

I 1995 lavede John Lasseter den første helt 3D computeranimerede spillefilm for Pixar, Toy Story, og sammen med bl.a. DreamWorks har selskabet revolutioneret genren og til dels udkonkurreret den klassiske tegnefilm. Dog har den nye teknologi også inspireret til nye genrer i krydsfeltet mellem tegnefilm og real-spillefilm, bl.a. Anders Morgenthalers debutfilm Princess (2006) der blander animation, video, grafiske effekter og også live-skuespil. Ligeledes har tv-kanaler som Cartoon NetWork og Nickelodeon udviklet nye animations- og cartoon-formater.

Mange begræder, at den traditionelle tegnefilm ikke længere har samme gennemslagskraft, men den digitale teknik har også skabt nye muligheder for grafisk animation: animationssoftware og nye browserformater har muliggjort, at vi alle kan skabe grafiske animationer (GIF’s, Powerpoints-animationer, whiteboard-animationer m.fl.), og grafisk animation har vundet indpas på en lang række nye områder: på hjemmesider, på intranettet, i kommentarfelter på sociale medier, i digital vidensformidling osv.

Opmærksomheden omkring potentialet i tegnefilm er derfor stigende i kommunikations- og medieverdenen. Der uddannes i dag animatorer på en række danske uddannelsesinstitutioner, hvor der arbejdes både med klassisk tegnefilm og med computeranimation. Tegnefilmens udtryk og æstetik er derfor på ingen måde uddød.