Supermanhæfte udgivet i Danmark i 1951. Det er ikke kun storforbrydere, Superman har prøvet kræfter med. I dette nummer er han oppe mod nogle lømler fra et hjem for uartige drenge og deres forbillede, gavtyveforbryderen Franker. Blandt andet må Superman ved hjælp af en lufthvirvel dannet under en hurtig vending i luften slukke en brand i kæresten Lois Lanes kjole, påsat af en mindreårig forbryderspire. Serien har udviklet sig, og Superman har i dag bevæget sig langt væk fra sådanne lidt spejderagtige intriger.

.

Christopher Reeve i filmen Superman (1978). Superman tager menneskets problemer på sine skuldre og hjælper os igennem kriser. Superman ændrer også sin karakter efterhånden som problemerne ændrer sig: 1930’ernes Superman var retfærdighedssøgende og voldsom, mens Superman i filminstruktørens Richard Donners version fra 1978 var mindre voldelig og mere menneskelig, varm og ærlig. Dette var måske en reaktion på tidens (post-Watergate) lede ved korrupte ledere.

.

Superman er en af den vestlige verdens mest velkendte kulturelle ikoner. Karakteren er oprindeligt en amerikansk tegneseriefigur skabt af Jerry Siegel (1914-1996, historie) og Joe Shuster (1914-1992, tegninger).

Superman er den første af en lang række kostumeklædte superhelte med overnaturlige kræfter. Figuren vedbliver at være en af de mest populære superhelte og er blevet fremstillet i utallige versioner i film, billedkunst, radio, reklamer m.m. Mange mener, at serien lagde grundstenen til udviklingen af den moderne tegneserieindustri.

Historie

Superman blev udviklet i 1933, men først løbende udgivet fra 1938, da forlaget National, det senere DC, købte serien. Allerede i 1939 fik Superman sit eget hæfte. I en kort periode i 1940 optrådte Superman i Familie Journalen under navnet Supermand.

I 1940'erne blev Superman den måske mest populære bladserie i USA, og han optrådte i tegnefilm, radio og romaner. I Danmark udkom det første hæfte i 1950 (med en pause 1954-1966). Fra slutningen af 1970'erne sigtede Supermanbladene på et mere voksent publikum, hjulpet på vej af en række spillefilm med Christopher Reeve i titelrollen.

Superman har skiftet karakter igennem tiden og har udviklet sig fra en temmelig naiv og godhjertet person til en mere nuanceret karakter, der også har problemer og brister. Ligeledes har forskellige forfattere – måske for at gøre figuren mere troværdighed – pillet ved hans uovervindelighed. I The Man of Steel (1986) genskabte John Byrne (f. 1950) således figuren som en helt med reducerede kræfter. Med Byrnes fortolkning blev Superman-universet ført tilbage til Siegel og Shusters oprindelige univers, før Superboy, Supergirl, Superhund m.m.

Da Superman i 1998 fyldte 60 år, lå de forskellige Supermanblade stort set i ruiner, men han står endnu som en ærkeamerikansk ikon. Filmene blev genoplivet i 2006 med storfilmen Superman Returns.

Fortællingen om Superman

Handlingen i Superman tager sit afsæt i, at videnskabsmanden Jor-el sender sin søn Kal-el mod Jorden i en raket, inden planeten Kryptons undergang. Han blev fundet af ægteparret Kent, som gav ham navnet Clark. Under påvirkning af Solen fik han overnaturlige kræfter, evnen til at flyve samt varme- og røntgenblik, han blev Superman.

Superman er stort set usårlig, men under påvirkning af et mineral fra sin hjemplanet, grøn kryptonit, mister han sine kræfter. Som voksen arbejder han i storbyen Metropolis under sin jordiske identitet som journalist for i al hemmelighed at kunne redde medmennesker fra ulykker og Jorden fra undergang. Ofte er han i kamp med mere eller mindre jordiske superskurke. Som Clark Kent er han evigt bejlende til kollegaen Lois Lane, som dog kun har øje for Superman.

Mytologi

Superman skabtes som nævnt af Siegel og Shuster, som begge var sønner af jødiske immigranter. Tegneseriekritikere har set dette som et bagtæppe for at forstå selve historien om Superman med flugten fra hjemlandet. Seriens iboende mytologiske træk, dvs. dens referencer til religion, myter og folklore, kan også ses i lyset af forfatternes baggrund.

Serien har ved siden af sine referencer til kristen symbolik og narrativer (faderen, der sender sin søn til jorden for at bekæmpe ondskab), således også linjer tilbage til Det Gamle Testamente og jødiske arketyper: Moses, der bliver fundet som spæd og efterfølgende vokser op i en fremmed kultur, og Samson, som er uovervindelig, men har en svaghed, ikke kryptonit som hos Superman, men håret.

I nyere forskning betragtes myter ofte som fænomener og fortællinger, som vi mennesker bruger til at håndtere personlig og social modgang og usikkerhed. Og i denne forståelse fremhæves Superman ofte som en moderne myte, en figur og et univers, der afspejler den sociale situation som dens læsere lever i. Det er således nærliggende at trække linjer mellem frygten for depression og krig i 1930'erne, og så den samtidige fremkomst af Superman som ordenhåndhæver og frelser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig