Sin City, tegneserie skabt af Frank Miller, bestående af en række historier med forskellige hovedpersoner, men et gennemgående galleri af figurer, hvor bipersoner i en historie kan være de centrale personer i en anden. Den første historie udkom 1991-92 og blev oprindelig udgivet i serieform og senere samlet i album, ganske som de øvrige historier om livet blandt folkene i den hårdkogte amerikanske by Basin City. Hovedpersonerne er ofte hårdkogte mænd og skønne, men hyppigt farlige kvinder, bl.a. de prostituerede fra bydelen Old Town, der af moralske grunde tvinges til at handle med fare for liv og lemmer. Byens magtfulde bagmænd er som regel mål for heltenes vrede, mens det korrupte politi nærmest er tilskuere til volden. Blandt de mange mindeværdige figurer er fx Marv, en ikke usårlig, men næsten uforgængelig kæmpe af en mand med en livsholdning, som ville have gjort en gladiator ære, og som tager samfundets straf i den elektriske stol med sindsro, velvidende at han handlede og myrdede efter sin egen overbevisning. Et udvalg af historierne blev 2005 filmatiseret under originaltitlen i en stil, der lå helt tæt op ad albummenes stærke grafiske, sort-hvide tegninger, hvor farver som røde kjoler eller gul hud kun er sjældne effekter, mens blod er blændende hvidt.