MAD indeholder i hvert nummer en filmsatire. Her på forsiden fra oktober 1998 er det den amerikanske science fiction serie X-Files, der står for skud: Agentparret Mulder og Scully fremstilles som parret i maleriet American Gothic, den magiske realismes hovedværk fra 1930, malet af Grant Wood. Netop dette forlæg har bladet mange gange brugt som tema, tit med den fregnede maskot Alfred E. Neumann som den mandlige part. The spoof is in here hentyder til X-Files' mantra: The truth is out there.

.

MAD er et amerikansk satirisk tegneserieblad skabt i 1952 af William Gaines (med en stab af tegnere og forfattere), da han fik problemer med sine skræk- og gyserblade under mccarthyismens censur.

MAD udviklede sig op gennem 1950'erne og 1960'erne til et af USA's mest succesrige og meningsdannende tegneserieblade, fyldt med alskens gøren grin med autoriteter af enhver art. Ikke mindst tegnere som Don Martin (1931-2000), Mort Drucker (1929-2020), Dave Berg (1920-2002) og Al Jaffee (1921-2023) skaffede bladet en stor fanskare.

Bladet mistede noget af sin popularitet i slutningen af 1970'erne, ikke mindst pga. den meget lille medarbejderudskiftning: Både tegnere og forfattere er endt med at ligne de autoriteter, som bladet oprindelig var vendt imod.

I Danmark blev MAD også populært, hvor en udgave på dansk første gang blev forsøgt i årene 1962-1964 under navnet Gas, senere som MAD (1964-1971 og 1979-2001).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig