Kong Kylie, The Little King, amerikansk tegneserie, skabt i 1931 af illustratoren Otto Soglow (1900-75), der især var kendt for sine tegninger til ugebladet The New Yorker. Soglows streg var elegant stiliseret, enkel, men også meget udtryksfuld, og den passede perfekt til de små, lidt naive vitser om en excentrisk konge i et lille, gammeldags monarki. Kongen selv taler aldrig, og serien er i det hele taget rendyrket visuel. Den blev populær over hele verden og lagde i Danmark navn til et tegneserieblad, der udkom 1948-55.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.