Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asterix

Oprindelige forfattere JøMad og OleKn Seneste forfatter Redaktionen

Asterix i albummet Asterix i trøjen (1967), tegnet af Albert Uderzo. Den lille galler indtræder sammen med sin tro følgesvend Obelix i den romerske hær for at redde en ung mand og bringe ham hjem til hans kæreste.

Asterix i albummet Asterix i trøjen (1967), tegnet af Albert Uderzo. Den lille galler indtræder sammen med sin tro følgesvend Obelix i den romerske hær for at redde en ung mand og bringe ham hjem til hans kæreste.

Asterix, Les Aventures d'Astérix le Gaulois, fransk tegneserie lanceret i magasinet Pilote 1959 af tegneren Albert Uderzo og forfatteren René Goscinny.

Tegneserien foregår i 50 f.Kr.; romerne har besat hele Frankrig på nær en lille gallerby, hvor seriens hovedperson — den gæve lille galler Asterix — bor. Gallerne elsker at slås og spise vildsvin, og de henter uovervindelig styrke i druiden Miraculix' trylledrik.

Asterix sendes i hvert album på farefulde missioner i det store Romerrige sammen med Obelix og dennes lille hund Idefix. Obelix er meget tyk, godmodig og lidt naiv, og fordi han faldt i gryden med trylledrik som spæd, har han konstant superkræfter og er derfor nyttig i kampen mod romerne. Andre gennemgående figurer er landsbyhøvdingen Majestix og den umusikalske barde Trubadurix.

Annonce

Serien er karakteriseret ved sin minutiøse karikaturstreg, sine uendelige ordspil, latinske citater og andre finurligheder. Per Då har på forbilledlig vis oversat serien fra fransk til dansk. Han har elegant flettet referencer til dansk kultur ind i teksten, hvor dette kunne fremme forståelsen og understrege pointer for det danske publikum. Således kaldes en korsikansk klanhøvding Minamandavarfrakertemix (fr. Ocatarinetabellatchitchix), og en vred Julius Cæsar udtaler i bar ærgrelse over endnu en ydmygelse: "Vel er jeg ikke galler, og vel er dette ikke Tryggevælde Å; dog siger jeg: Der er ikke mere at rafle om!"

Blandt de bedste albums er Astérix et Cléopatre (1964, da. Asterix og Cleopatra, 1969), Astérix légionnaire (1967, da. Asterix i trøjen, 1971) og Le Bouclier Arverne (1968, da. Romernes skræk, 1972).

Efter Goscinnys død har Uderzo fortsat serien alene, dog uden helt at være på niveau. Fra 1967 har den lille galler også optrådt i tegnefilm, bl.a. Asterix opdager Amerika (1994), og i 2006 fik Asterix og Vikingerne premiere, instrueret og til dels produceret af danskerne Stefan Fjeldmark og Jesper Møller.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen, Ole Knudsen: Asterix i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41208