Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nøddebo Præstegård

Oprindelige forfattere BL-M og HLyd Seneste forfatter Redaktionen

Nøddebo Præstegård, dansk vaudevillekomedie, baseret på romanen Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Fortælling af Nicolai, 18 Aar gammel, som Henrik Scharling udgav pseudonymt i 1862.

Komedien, der er skuespilleren Elith Reumerts (1855-1934) frie dramatisering af bogen, blev opført første gang 1888 på Folketeatret i København, hvor den siden er blevet en fast del af repertoiret med foreløbig mere end 2000 opførelser.

Melodierne er traditionel vaudeville-genbrug bortset fra J.P.E. Hartmanns stemningsfulde Børn og voksne i kærlig krans til Reumerts tekst. Julekomedien om de tre brødre "Gamle", "Corpus Juris" og Nicolais besøg hos pastor Blicher, som har to yndige døtre, er formentlig det mest spillede stykke i Danmark. Der er indspillet to filmversioner, i 1934 og 1974; førstnævnte, af George Schnéevoigt med bl.a. Hans Kurt, Karin Nellemose og Johannes Meyer, var i årtier fast på julerepertoiret i danske biografer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller, Henrik Lyding: Nøddebo Præstegård i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133875