Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lars Kaalund

Oprindelige forfattere BL-M og JeKis Seneste forfatter keuner

Lars Kaalund, egl. Lars Kaalund Hansen, f. 1964, dansk skuespiller, sceneinstruktør og dramatiker. Kaalund blev 1992 leder af teatret Mungo Park i Allerød. Han har på teatret Mungo Park, men også i samarbejde med bl.a. Dr. Dantes Aveny taget initiativ til en række teatermæssige eksperimenter, ofte som iscenesætter af egne tekster, fx Egoisten (1994), I en kælder ... (1995), Kunst (1996), Love Story (1997).

1998-2007 var Kaalund leder af Østre Gasværk Teater, hvor repertoiret var båret af store forestillinger som Shakespeares Romeo og Julie (1998) og Othello (2000), som han selv iscenesatte ligesom sit eget stykke Donna Juanna (1999) og Leonardo da Vinci (2003). Musikalske forestillinger har bl.a. været Peter Shaffers Amadeus (2001), Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar (2002) og en meget vellykket West Side Story af Leonard Bernstein (2006).

Som skuespiller har han markeret sig stærkt i filmroller i Susanne Biers Den eneste ene (1999) og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller, Jens Kistrup: Lars Kaalund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113492