Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stockholm stadsteater

Oprindelige forfattere HLyd og SHag Seneste forfatter Redaktionen

Stockholm stadsteater, svensk teaterinstitution, stiftet 1956 som udtryk for arbejderbevægelsens ønske om et folketeater. Det fik 1960 en midlertidig hovedscene med 820 pladser i et nybygget Folkets hus.

1961 indrettedes en studioscene, og 1963 blev Michael Meschkes Marionetteatern integreret i virksomheden. Under Vivica Bandlers ledelse voksede aktiviteten, bl.a. ved åbningen af den fleksible Nya scenen og tilknytningen 1975 af børne- og ungdomsensemblet Unga Klara. 1971 havde teatret fået sit første lokale, Klarateatern, i Kulturhuset ved Sergels torg, hvortil mere og mere overflyttedes, indtil det efter indvielsen 1990 af Stora scenen med 750 pladser råder over seks scener.

Teatrets mangesidige aktivitet blev i 1996 udvidet med friluftsteatret Parkteatern og i 2003 med Ung Scen. Teatrets repertoire har i tråd med tankerne bag dets oprettelse været præget af stærkt samfundsengagement og ensemblespil. Det har været åbent for internationale gæstespil.

Annonce

Teatret, der ejes af Stockholms kommune, har årligt en halv mio. tilskuere og omsætter for 250 mio. SEK.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Silvia Hagberg: Stockholm stadsteater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165229